To tvillingebrødre hærder sig til livet
Det gode og kærlige har trange kår hos de to tvillingebrødre i Husets Teaters dybt rørende version af Agota Kristofs ”Det store stilehæfte”.
★★★★★☆
”Det store stilehæfte” sætter sig kampestenstungt i debatten om tvangsfjernelse af børn. For i den ungarske forfatter Agota Kristofs debutroman fra 1986 bliver to tvillingebrødre overladt til sig selv og hinanden i en tilværelse, hvor de allerede fra begyndelsen er bagud på point.
Krigen – en hvilken som helst krig – raser i landet, og grænsen – en hvilken som helst grænse – bevogtes brutalt af militæret. De voksne skuffer gang på gang, den lokale præst piller ved pigebørn, og det understøttende samfund er sat ud af spil.
Fattigdom præger drengenes opvækst, og derfor må moderen rejse væk for at tjene penge. Faderen er stukket af – måske på flugt som jaget journalist. Drengene anbringes hos deres mormor, som af de lokale kaldes ‘heksen’. Hende har de aldrig kendt, og de familiære følelser er mildest talt fraværende, da hun får ansvar for sine børnebørn.
Her fyldes drengenes hverdag med hårdt arbejde fra morgen til aften for at skaffe penge til deres mormor, mens deres tøj bliver mere og mere hullet og beskidt. Regulær udnyttelse fra alle sider.
Kan det gode i barnet overleve, når det kun lærer ondskaben at kende? De to drenge følges altid ad, og de tænker og taler ens. Deres medfødte godhed kommer hårdt på prøve i det ukærlige miljø, og derfor beslutter de sig for at hærde sig selv, så de kan stå imod i den verden, der venter dem som voksne.
Dybt rørende skuespil
Forestillingen på Husets Teater er en dramatisering af Agota Kristofs roman, hvor brødrene (spillet af Olaf Johannesen og Jens Albinus) er historiens fortællere. De taler det meste af tiden synkront, og når man har vænnet sig til lyden af dét greb, gør det brødrenes tætte relation endnu tydeligere.
De bevæger sig rundt i et nøgent scenerum, hvor de følger hinandens bevægelser. Vi kommer tæt på dem, og det gør vores medfølelse for dem – og ikke mindst vores bedste ønsker for deres fremtid – endnu stærkere hos os som publikum.
Iscenesættelsen er minimalistisk og intens. Desværre lever lyd- og lysdesignet ikke op til det rene og uforstyrrede udtryk, som iscenesættelsen har. Det samme gælder kostumerne, der både er for pæne til at passe til drengenes historie og for meget en kliché på en gadedreng til at være troværdig. Men alt dette er bagateller.
For ligesom Agota Kristofs tekst står soleklart for os, er også Olaf Johannesens og Jens Albinus‘ karakteriseringer af de to drenge dybt rørende og skarpt formidlede. Ikke mindst kan vi glæde os over, hvordan de to skuespillere dels klæder hinanden som makkerpar på scenen og dels formår at være drengede drenge uden at spille dem som børn.
Efter roman af: Agota Kristof | Oversættelse: Nina Lautrup-Larsen | Bearbejdelse og iscenesættelse: Jens Albinus | Medvirkende: Olaf Johannessen og Jens Albinus | Scenografi: Mikkel Sebastian Rostrup | Lyddesign: Erik Christoffersen | Lysdesign: Christian Vest Berntsen | Produceret af: Husets Teater
Del med dit netværk
