ANMELDELSE: Don Quijote, Teatret Slotsgården

Teatret Slotsgårdens “Don Quijote” halter i det komiske

lykkes igen med at gøre et klassisk værk til deres eget, men “Don Quijote” er langtfra deres sjoveste forestilling.

★★★☆☆☆

byder igen i år på en heftig modernisering af et klassisk værk – denne gang er det romanen “Don Quixote de la Mancha” af Miguel de Cervantes fra 1605, som teatret vender vrangen ud på. Det er mere en gendigtning, end en opdatering, når tager fat, men resultatet plejer at være tro mod originalens karakterer, temaer og budskaber.

Sådan er det også med deres version af “Don Quijote”, der gengiver scener fra romanens to bind, hvor vi følger hovedpersonen Alonso Quijano, fra hans besættelse af ridderromaner begynder, til han ligger desillusioneret på sit dødsleje. Historien og karaktererne er til gengæld pakket ind i dét kaotiske og groteske formsprog, som vi kender især fra og Shakes, hvor moderne musik og skraldede kostumer går igen.

I den forstand er “Don Quijote” en vellykket modernisering, som kendere af romanen uden tvivl vil finde interessant at opleve. Men det er ellers ikke Teatret Slotsgårdens mest vellykkede produktion.

Det er for sjældent, at det bliver rigtig morsomt. Det skyldes for det første et manuskript, der savner reelle pointer, samt en timing hos skuespillerne, der i hvert fald til premieren var helt off. Flere gange virkede det som usikkerhed over, hvem der nu skal sige hvad, og man kan håbe, at dét er tilfældet, for så er der en chance for, at timingen bliver bedre i løbet af et par spilledage. For det andet bliver karaktererne konstant overspillede, så det virker både monotont og påtaget, hvilket gør det svært for publikum at komme med på vognen.

Det er en vanskelig balance at ramme det groteske og karikerede, uden at det bliver fjollet og plat. I de senere år har det især været dén balance, som Jacob Moth-Poulsen har været garant for i Slotsgårdens forestillinger, hvor han kombinerer ydre voldsomhed med indre sårbarhed, som gør hans karakterer interessante og morsomme på samme tid. I “Don Quijote” er tættest på at gøre ham dén kunst efter, når hun som væbneren Sancho Panza maksimerer sine følelsesudbrud udadtil, mens hun bibeholder en troværdighed indadtil.

spiller rollen som Don Quijote udmærket. Han er den mest normale af alle karaktererne, hvilket der er en dramaturgisk fornuft ved, men dette valg gør også Don Quijote – som jo er den “tossede” hovedrolle i komedien – til en unødvendigt usjov karakter. Det havde bedre kunnet gå an, hvis de øvrige karakterer var så morsomme, som de gav sig ud for.

og står tilsammen bag dramatiseringen og iscenesættelsen samt scenografi og kostumer. Og mens de lykkes ganske godt med at “oversætte” romanen til et -koncept, så savner iscenesættelsen altså komisk overblik. Der burde tages nogle mere velovervejede valg om karakterernes karikaturer, og hvordan de virker rent komisk over for hinanden. Og der burde arbejdes mere konkret på de vittige pointer både i manuskriptet og i de medvirkendes fysiske spil på scenen.

Ligesom balanceringen af det groteske og det platte, så er det også vigtigt at kunne balancere de spraglede kostumer, rekvisitter og scenografiske elementer, så det bliver styret kaotiske fremfor rod. Den balance er desværre heller ikke fundet i dette års forestilling. Genstande på og omkring scenen virker tilfældige og umotiverede, og der synes ikke at være et gennemtænkt eller bevidst visuelt koncept.

Men meget er altså godt i årets sommerforestilling hos – og ikke mindst gør alle de fem medvirkende en hæderlig indsats for at holde energien oppe og trække nogle velplacerede grin ud af os. Men manglerne overskygger i sidste ende helhedsoplevelsen.

“Don Quijote” spiller på Odense Slot til den 19. august 2023 med en afstikker til Kunsten i Aalborg den 28. juli til 1. august 2023.


Forfatter: Miguel de Cervantes | Dramatisering og iscenesættelse: og | Medvirkende: , , , og | Scenografi og kostumedesign: og | Produceret af:

Del med dit netværk