Polsk digtsamling omgøres til poesi-performance i Teater Livs “En kat i en tom lejlighed” med Bodil Lassen på scenen.
“Nogle kan lide peosi. Ikke alle. Ud af tusind er der cirka to.” Omtrent sådan lyder det i begyndelsen af “En kat i en tom lejlighed” fra Teater Liv, som spiller på Godsbanens Åbne Scene i disse dage. Forestillingen er en teater-performance bygget på digtsamlingen af samme titel af polske Wisława Szymborska.
Titlen henleder tankerne til Erwin Schrödingers kat, som er et kvantemekanisk tankeeksperiment, men som ofte viderefortolkes til et eksistentielt paradoks; er en kat inden i en lukket kasse død eller levende, hvis ikke vi kan se ind i kassen? Eller i en anden tanke; findes lyden af et væltende træ i skoven, hvis ingen hører det? Eksisterer vi, hvis ingen ser os? I “En kat i en tom lejlighed” tager skuespiller Bodil Lassen os ind i et poesi-univers af Szymborskas digte om livet og døden, visdommen og erfaringen, virkeligheden og det paradoksale.
Bodil Lassens milde og dog karakteristiske stemme giver de snørklede sætninger liv og spænding, som forfører både de utrænede og de mere erfarne poesi-ører. For den skoleklasse, som var i teatret denne aften, var det utvivlsomt en overraskelse, at det var muligt at blive betaget af poesiens umiddelbare intensitet. Men betagelsen er ægte. Og måske netop, fordi Szymborskas digte vrider vores tankerækker af led. Vi går i teatret med en opfattelse af virkeligheden, som er forandret, når vi går ud. Dét er forestillingens største styrke.
Dog, når det er sagt, er mange elementer i forestillingen meningsløse – eller i hvert fald bygget på et meget tyndt grundlag. Kan poesi afløse dramaturgi? En kæmpe mus udgør den væsentligste del af scenografien. Og at katten, som Bodil Lassen imiterer indimellem, boltrer sig oven på musen er da en spøjs tanke, men heller ikke meget mere end det. Ordene i forestillingen siger det meste, og Bodil Lassens uskyldige men modne sødme puster ånd i digtene. Resten af iscenesættelsen bliver i bedste fald en gentagelse af det samme. Der er således et manuskript og en skuespiller, der lykkes med projektet at bringe den nu afdøde Wisława Szymborskas digte til live for et andet publikum – men det tredje element, iscenesættelsen, er ikke en del af det projekt.
Men iscenesættelsen af instruktør Isabelle Reynaud er ellers ikke uden kvaliteter. Forestillingens forløb er engagerende i sin omskiftelighed, og den er holdt i en både uhøjtidelig og lunefuld tone. Der er ingen risisko for, at denne poesi-performance bliver kedelig – heller ikke for de 998, der ikke er de to ud af de tusind. Reynaud bruger virkemidler, der trækker tråde til både Brecht og Beckett, hvilket vidner om en håndværksmæssig snilde, som ikke alle instruktører mestrer.
Poesi-performance kan altså godt være spændende! Og hvad lærer vi så af den polske forfatterinde Wisława Szymborska? Vi lærer at tænke på livet og være i livet med åbenhed og frihed. At lade vore erfaringer komme, som erfaringer kommer, og at lade fordomme fordufte til fordel for fornuften. Spørgsmålet er så, om det er virkelighed eller utopi. I hvert fald kan man tage det som en tanke, der er værd at vride et par erkendelser ud af.
Forestillingen havde første gang premiere på Åbne Scene i Aarhus i juni 2016, og spiller nu igen den 15. til 18. november 2016.
Efter digte af: Wisława Szymborska | Iscenesættelse: Isabelle Reynaud | Medvirkende: Bodil Lassen | Scenografi: Kirsten Thomsen | Lyd- og lysdesign: Ise Klysner Kjems | Produceret af: Teater Liv
Skal andre høre om dette?
