ANMELDELSE: Et dukkehjem, Aalborg Teater

Aalborg Teaters “Et dukkehjem” står i skyggen af Vendsyssels

”Et dukkehjem” på bliver en velfunderet men spændingsløs efterfølger til Kaspar Rostrups version på .

★★★★☆☆

Den 9. februar 2019 havde premiere på Henrik Ibsens ”Et dukkehjem” i en iscenesættelse af Kaspar Rostrup. Kun 17 dage senere har premiere på samme forestilling i en iscenesættelse af .

Vi ser indimellem, hvordan en teatersæson kan præges af tendenser, og hvordan en dramatiker, et tema eller en titel kan gå igen på et par teatre inden for samme sæson. Det er dog ganske opsigtsvækkende, at to teatre kun 50 km fra hinanden og med under tre ugers mellemrum opsætter ”Et dukkehjem” – tilsyneladende ved et tilfælde.

Det kan synes underligt – ja, nærmest tåbeligt – at bruge så megen energi på en forestilling, som 'naboen' allerede er i gang med. Men når sæsonprogrammerne er ude, og begge teatre har sat sig på dukkehjemmet, hvem skal så trække sig?

Ingen trak sig, men har med deres moderne bearbejdelse og iscenesættelse valgt at distancere sig fra Vendsyssel Teaters mere tids- og teksttro version af forestillingen.

Vi møder først Nora med favnen fuld af julegaver til lyden af Madonnas ”Material Girl”, mens Torvald fitnesser den i løbetights i baggrunden. Døren går op, og en ny designersofa bliver leveret til det polerede hjem overklassehjem.

Modsat Rostrups klassiske 1800-talsægtepar i Vendsyssel er Nora og Torvald i Aalborg nutidens unge, der aldrig fik et nej og foreløbigt har leget sig igennem livet.

Idéen, der blev væk

Men det, der gjorde Rostrups version i Vendsyssel så interessant, var jo, at vi som publikum kunne genkende nutiden i datiden. Når nu Nora i denne version står der og repræsenterer dig og mig i vores tid, og når Ibsen på trods af bearbejdelsen stadig repræsenterer en fortid, så bliver det skævt.

Måske er det, fordi ville noget helt andet, end at dyrke det mønsterbrud, som Nora gør i ”Et dukkehjem”. Noget kunne tyde på det, når man læser programteksten af teatrets dramaturg , der også står bag bearbejdelsen af manuskriptet. Men de pointer, som Lauenstein Led beskriver i programteksten, genkender vi desværre ikke på scenen.

Det er altså, som om idéen med forestillingen var én, men i prøvesalen blev den noget andet. Det kan især mærkes på skuespillerne. De individuelle præstationer er ganske udmærkede, og vi ser nogle interessante bud på karaktererne, som giver rollerne dybde.

Men deres intentioner farer forvildet rundt på scenen, og det gør både rollerne forstyrrende og samspillet spændingsløst. Det samme gælder Hans Henriksens iscenesættelse, der er konceptuelt interessant, men ikke så spændende i praksis.


Dramatiker: | Oversættelse og bearbejdelse: | Iscenesættelse:  | Medvirkende: , , , , m.fl. | Scenografi: | Lysdesign: | Lyddesign: | Produceret af:

Del med dit netværk