ANMELDELSE: Fædre, Borgerscenen på Aarhus Teater
Borgerscenen på Aarhus Teater præsenterer igen en god teateroplevelse, men også et koncept, der savner klarhed.
Når man som anmelder skal forholde sig til en forestilling fra Borgerscenen på Aarhus Teater, så bliver det uvægerligt en anmeldelse primært af et scenekunstkoncept og sekundært af en scenekunstnerisk helhedsoplevelse. For det er jo ikke scenekunstnere, der står på scenen – det er borgere. De har ikke nogen skuespilfaglig baggrund, de forstår ikke at formidle med krop og ord det budskab, der ligger i en given tekst, og det er meningen med det hele. For de er borgere som du og jeg.
Ser vi derefter på “Fædre” som for tiden spiller på Aarhus Teater, så mudrer konceptet lidt, når disse borgere forsøger at spille skuespil. Nogle gør det overraskende godt, andre gør det præcis lige så pinligt, som man havde frygtet, og nogle få lader helt være med at prøve. Samtidig er forestillingen en musikforestilling, hvilket i sig selv fungerer ganske fint, men her præsterer disse ‘borgere’ væsentligt bedre musikalsk, end den gennemsnitlige borger ville kunne. Og så er det, konceptet mister sin værdi som scenekunstnerisk greb. Vi har borgere på scenen for at kunne spejle os i dem og deres historie – de er almindelige danskere som du og jeg. Men jeg kan hverken spille guitar, trommer, melodica, synge eller rappe – hvem skal jeg så spejle mig i? Hvis det nu var borgere, der var på scenen, som ikke forsøgte at spille skuespil, og som fortalte deres trivielle, genkendelige og relaterbare historier uden musikalsk eller artistisk omsvøb, så ville konceptet ikke distancere sig til publikum men give den endnu usete nærhed, som var konceptet tiltænkt.
Tager vi så helhedsbrillerne på herefter og ser, hvordan forestillingen fungerer som teateroplevelse, så er man som publikum både underholdt og rørt. Der kunne være sparet lidt på nogle af historierne – ligesom vi har set det på Borgerscenen før – men alle skal gerne have sagt lige meget, når tæppet går ned, og så må vi andre jo bare hænge i. De musikalske indslag hjælper på dynamikken.
Forestillingens æstetik er holdt i en dyster, melankolsk og trist nuance hvad angår både lyd, lys, scenografi og iscenesættelse. Scenografien er sanseligt skabt af Siggi Òli Pálmason, og kompositionerne af Johannes Asbjørn Eberl Smed er langt hen ad vejen både komplementerende for forestillingen og ganske velklingende. Anne Zacho Søgaard skaber med sin iscenesættelse en ramme omkring fortællingerne, som føles naturlig og bidrager positivt til indholdet i de medvirkendes historier.
Men hvor går grænsen mellem borger og skuespiller? Hvor går grænsen mellem scenekunst og en god aften i teatret? Hvor går grænsen mellem sandhed og iscenesættelse?
“Fædre” spiller på Aarhus Teater den 24. april til 22. maj 2015.
Medvirkende: Patricia Møller Steffensen, Mikkel Drejer Bertelsen, Andy Villadsen, Jeppe Brøndum Hansen, Henrik Hjorth og Lasse F.A. Nielsen | Iscenesættelse: Anne Zacho Søgaard | Scenografi: Siggi Òli Pálmason | Komposition og musikalsk ledelse: Johannes Asbjørn Eberl Smed
