ANMELDELSE: Fandens oldemor, Svalegangen

“I dag er kroppen alt, og ånden er intet,” siger PH i Ina-Miriam Rosenbaums musikalske monolog “Fandens oldemor” om Agnes Henningsen og Poul Henningsen.

Hvordan ville debatten om danskheden, kunsten og den offentlige mening være i dag, hvis Poul Henningsen havde levet? I en musikalsk teaterkoncert-lignende cabaret udfolder skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum sammen med tre jazz-musikere PH og hans mors liv, værker, tanker og eftertanker. Vi ser Ina-Miriam Rosenbaum både som sig selv, som revy-stjernen Liva Weel, som moderen Agnes Henningsen og som sønnen PH. I fortællingens persongalleri støder vi også på Georg Brandes, Johannes V. Jensen og Carl Ewald. Der er altså tale om et rigtigt forfatter-topmøde.

Og det er, som om disse hoveder, Agnes og Poul Henningsen, virkelig er til stede i forestillingen “Fandens oldemor”. Når Ina-Miriam Rosenbaum tager sorte, runde briller på og en cigaret i munden, så er PH i stue med os, og holdningerne cirkulerer i teatersalen. Ikke blot PH’s, men også vores. Hvad pokker mener vi i virkeligheden om flygtninge, hva’? Og hvad pokker gør vi ved det? På intet tidspunkt bliver vi skældt ud, os i salen, men vi allesammen, alle os danskere, vi får alligevel fornemmelsen af en god, gammeldags PH-røffel. Imens får Ina-Miriam meningstilkendegivelser på Facebook, og lyset går ud i PH-lamperne i scenografien. Imens snakker vi om Muhammed-tegninerne og om kulturradikalisme, og Andrew Lloyd Hughes byder PH velkommen hos Smagsdommerne på DR2. PH er med i salen på Teatret Svalegangen, og han er ikke begejstret for, hvordan vi har forvaltet det land, han overdrog til os.

Det samme gælder hans mor, Agnes Henningsen, som var forfatterinde, kvindesags- og samfundsdebattør – ikke mindst aktiv i kvindebevægelsen. Og når der råbes til kamp for ligestillingen i Agnes Henningsens navn, kommer hele salen ud på kanten af stolene. Ina-Miriam leverer i forstillingen “Fandens oldemor” både karakterer og indhold med så voldsomt et nærvær og så gennemborende energi, at man uvægerligt bliver engageret i forestillingen. Det er virkelig godt skuespil, og det er virkelig godt teater!

Og så er der musikken: Tre ferme musikere akkompagnerer monologen og viserne på både klaver, trækharmonika, vibrafon og lilletromme, og der trommes på PH-lamper og klippes i aviser. Der er virkelig god lyd i de drenge. Derudover deltager de levende i forestillingen – mere end, hvad man normalt ser i en cabaret – og det fungerer strålende. Og når man så vælger at erstatte trommerne med sakse, med hvilke to musikere klipper i takt i dagbladet Politiken som akkompagnement til PH’s “Den offentlige mening”, så går musikalitet og indhold op i en højere enhed.

Det er umuligt at tilbageholde en kuldegysning, når vi genhører “Man binder os på mund og hånd”, og der er da også plads til lidt nostalgi midt i “Ølhunden”. Og Danmarksfilmen blev præcis den fiasko, den skulle blive, for hvor var ellers kunsten i kunstnerens værk? I forestillingen siger PH: “Kunst er at vise os noget, vi ikke før har brudt os om.”

I det hele taget emmer forestillingen af kvalitet, aktualitet og kunsten-at-ville-noget-med-kunsten, hvilket i høj grad kan tilskrives en ganske gennemført iscenesættelse af Anne Zacho Søgaard, et grundigt tekstarbejde af Kristian Halken og Ina-Miriam Rosenbaum, samt et stærkt og dygtigt hold på scenen.

“Fandens oldemor” spiller på Teatret Svalegangen til den 8. oktober 2016.

Af: Kristian Halken og Ina-Miriam Rosenbaum | Med sange og tekster: Poul Henningsen | Iscenesættelse: Anne Zacho Søgaard | Medvirkende: Ina-Miriam Rosenbaum, August Rosenbaum, Anders Singh Vesterdahl og Hans Hvidberg | Musikalske arrangementer: August Rosenbaum, Emil de Waal og Gustaf Ljunggren | Scenografi: David Gehrt | Lysdesign: Mads Nielsen | Lyddesign: Emil Sebastian Bøll | Produceret af: Off Off/Produktion