ANMELDELSE: Fandens oldemor, Svalegangen

“I dag er kroppen alt, og ånden er intet,” siger PH i Ina-Miriam Rosenbaums musikalske monolog “Fandens oldemor” om Agnes Henningsen og Poul Henningsen.

5 af 6 stjerner

Hvordan ville debatten om danskheden, kunsten og den offentlige mening være i dag, hvis Poul Henningsen havde levet? I en musikalsk teaterkoncert-lignende cabaret udfolder skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum sammen med tre jazz-musikere PH og hans mors liv, værker, tanker og eftertanker. Vi ser Ina-Miriam Rosenbaum både som sig selv, som revy-stjernen Liva Weel, som moderen Agnes Henningsen og som sønnen PH. I fortællingens persongalleri støder vi også på Georg Brandes, Johannes V. Jensen og Carl Ewald. Der er altså tale om et rigtigt forfatter-topmøde.

Og det er, som om disse hoveder, Agnes og Poul Henningsen, virkelig er til stede i forestillingen “Fandens oldemor”. Når Ina-Miriam Rosenbaum tager sorte, runde briller på og en cigaret i munden, så er PH i stue med os, og holdningerne cirkulerer i teatersalen. Ikke blot PH’s, men også vores. Hvad pokker mener vi i virkeligheden om flygtninge, hva’? Og hvad pokker gør vi ved det? På intet tidspunkt bliver vi skældt ud, os i salen, men vi allesammen, alle os danskere, vi får alligevel fornemmelsen af en god, gammeldags PH-røffel. Imens får Ina-Miriam meningstilkendegivelser på Facebook, og lyset går ud i PH-lamperne i scenografien. Imens snakker vi om Muhammed-tegninerne og om kulturradikalisme, og Andrew Lloyd Hughes byder PH velkommen hos Smagsdommerne på DR2. PH er med i salen på Teatret Svalegangen, og han er ikke begejstret for, hvordan vi har forvaltet det land, han overdrog til os.

Ina-Miriam Rosenbaum Foto: Anders Hjerming
Ina-Miriam Rosenbaum
Foto: Anders Hjerming

Det samme gælder hans mor, Agnes Henningsen, som var forfatterinde, kvindesags- og samfundsdebattør – ikke mindst aktiv i kvindebevægelsen. Og når der råbes til kamp for ligestillingen i Agnes Henningsens navn, kommer hele salen ud på kanten af stolene. Ina-Miriam leverer i forstillingen “Fandens oldemor” både karakterer og indhold med så voldsomt et nærvær og så gennemborende energi, at man uvægerligt bliver engageret i forestillingen. Det er virkelig godt skuespil, og det er virkelig godt teater!

Og så er der musikken: Tre ferme musikere akkompagnerer monologen og viserne på både klaver, trækharmonika, vibrafon og lilletromme, og der trommes på PH-lamper og klippes i aviser. Der er virkelig god lyd i de drenge. Derudover deltager de levende i forestillingen – mere end, hvad man normalt ser i en cabaret – og det fungerer strålende. Og når man så vælger at erstatte trommerne med sakse, med hvilke to musikere klipper i takt i dagbladet Politiken som akkompagnement til PH’s “Den offentlige mening”, så går musikalitet og indhold op i en højere enhed.

Det er umuligt at tilbageholde en kuldegysning, når vi genhører “Man binder os på mund og hånd”, og der er da også plads til lidt nostalgi midt i “Ølhunden”. Og Danmarksfilmen blev præcis den fiasko, den skulle blive, for hvor var ellers kunsten i kunstnerens værk? I forestillingen siger PH: “Kunst er at vise os noget, vi ikke før har brudt os om.”

I det hele taget emmer forestillingen af kvalitet, aktualitet og kunsten-at-ville-noget-med-kunsten, hvilket i høj grad kan tilskrives en ganske gennemført iscenesættelse af Anne Zacho Søgaard, et grundigt tekstarbejde af Kristian Halken og Ina-Miriam Rosenbaum, samt et stærkt og dygtigt hold på scenen.

“Fandens oldemor” spiller på Teatret Svalegangen til den 8. oktober 2016.


Af: Kristian Halken og Ina-Miriam RosenbaumMed sange og tekster: Poul Henningsen | Iscenesættelse: Anne Zacho Søgaard | Medvirkende: Ina-Miriam Rosenbaum, August Rosenbaum, Anders Singh Vesterdahl og Hans HvidbergMusikalske arrangementer: August Rosenbaum, Emil de Waal og Gustaf Ljunggren | Scenografi: David GehrtLysdesign: Mads NielsenLyddesign: Emil Sebastian BøllProduceret af: Off Off/Produktion