ANMELDELSE: Farlige forbindelser, Aarhus Teater

Skuespillerne, den rørende historie og den tekstmæssige bearbejdning redder forestillingen “Farlige forbindelser”, hvor iscenesættelsen i øvrigt er langt under den forventede standard.

I overflodens selskaber i 1700-tallets Frankrig tager kærlighedsbrevene i Farlige Forbindelser sit udgangspunkt. Og overfloden har også sin markante plads i forestillingen Farlige Forbindelser på Aarhus Teater. Der var fuld knald på liderligheden, kærligheden, desperationen og intrigerne.

Forestillingen er på en gang morsom og rørende. Marie Louise Wille spiller sin forføreriske kvinde, den adelige og overmaterialistiske Marquise Isabelle de Merteuil, hamrende sexet og buldrende intens. Og hun har tilmed et sikkert greb i de komiske replikker. Hun skaber en hovedkarakter, som vi elsker og hader på samme tid. En ubegribelig afsky over for en kvinde, der sætter ikke blot sin bedste vens kærlighedsliv på spil, men også sit eget. Og netop deri ligger hele medfølelsen. For hvad er det for en dæmon i hende, der driver hende ud i det spil, der bliver så katastrofal for hende selv?

Sammen med hendes ven Vicomte Sébastien de Valmont, spillet af Thomas Bang, spiller hun med hele sin bekendtskabskreds som spillebrikker. Hun slår dem hjem stykke for stykke. Thomas Bang spiller sin Vicomte med selvsikkerhed og infantilitet. Han er en forelsket og fortabt charlatan, som igennem forestillingen nedbrydes til et offer for sin egen selvopfattelse.

Og de øvrige skuespillere var – formidable! Marie Sandø Jondals udførelse af Marie de Tourvel var gribende, og Theresa Sølvsteen var som nyudklækket klosterpige lige så skøn og uskyldig som en Frøken Nitouche. Og tilsammen var det et af de mest harmoniske skuespillerhold, vi længe har set på Aarhus Teater. Det var tydeligvis et fælles projekt for skuespillerne.

Visionsløs iscenesættelse

Forestillingens fysiske rammer var til gengæld noget mere tvivlsomme. De grundlæggende idéer i Annika Silkebergs iscenesættelse var unuancerede og banale, og alt det andet blev bare ligegyldigt fyld. Til tider morsomt, såmænd, men uden formål iøvrigt. De kunstneriske visioner manglede. Virkemidlerne blev brugt uden sammenhæng med handlingen, og den overflod, der skulle skildre karakterernes overforbrug af alting, blev nærmere til et uoverskueligt roderi.

På scenen står to printere, som bliver brugt sporadisk. Der er også to makulatorer, som bliver brugt symbolsk. Ind kommer tre sprutflasker, hvor kun en bliver åbnet. Ind kommer en række ghettoblastere, som kun bliver brugt i startscenen. Pludseligt hamrer tre skuespillere på scenografien, og det lyder da fedt til musikken. Og lyset blinker fint i takt. Er det en bevidst illustration af overflod? Det gav mest udtryk for en instruktør, der har mistet overblikket.

Scenografien af Jenny André er også mere overflod end betydning. Den fungerer som en fysisk ramme omkring nogle gode skuespilpræstationer, men heller ikke som meget mere end det. Jenny André har også designet lyssætningen, hvilket var virkningsfuldt og billedskabende. Det er der, vi finder iscenesættelsens force. Lysstofrørene dannede klare stemninger i den kolde scenografi, som komplementerede fortællingen til tider. Andre steder var det også blot belysning, så vi kunne se ansigterne.

Forestillingen var som helhed en stor fornøjelse! Skuespilpræstationerne og bearbejdningen af teksten bærer forestillingen, og det opvejer langt hen ad vejen den skuffende og nærmest forvirrende iscenesættelse. Bedre held næste gang, Annika Silkeberg.

Forestillingen spiller på Aarhus Teater Scala ind til den 15. maj 2013.