ANMELDELSE: Flagermusen, Musikhuset Aarhus

Opsætningen af Strauss’ Flagermusen fra det tyske Anhaltisches Theater Dessau var en gennemført omgang rod.

2 af 6 stjerner

Den person på scenen, der fik det mest markante bifald under fremkaldelserne, var dirigenten – og det var velfortjent. Musikken spillede lystigt igennem alle tre akter, og musikken til Die Fledermaus af Johann Strauss var harmonisk og absolut aftenens højdepunkt. Ouverturen lød, tæppet gik op, og derfra gik det kun i den gale retning.

Straks åbenbaredes en vakkelvorn turnéscenografi, der – om alt går vel – lige præcis holder til en forestilling i morgen i Aalborg Kongres & Kultur Center. En forvekslingsscene slår temaet og humoren an, men den virker blot langsom og forvirrende. Hvad skal vi med den fortælling? Ingenting, viser det sig straks efter.

Der bliver lagt op til et lystspil med tendens til farce. Og samtidig en vaudeville. Og mest af alt en operette, men med store mangler på de mest elementære områder. Som Holger Juul Hansen og Ove Sprogøe sang det i en revy: “Hvor fanden er balletten?” Dansen, som i sin tid var en væsentlig del af netop Flagermusen, blev overstået på sammenlagt fem minutter midt i anden agt, hvilket ikke synes at være særligt væsentligt i en forestilling, der foruden pause varer 2,5 timer. Men når dansen går i gang, så løfter stemningen sig. Festen begynder. Og det er på trods af, at danserne også lader en del tilbage at ønske.

Flagermusen, Anhaltisches Theater Dessau
Flagermusen, Anhaltisches Theater Dessau

Den tyske instruktør Hinrich Horstkotte har iscenesat den legendariske Flagermusen med en god portion humor. Og det virker trods alt. Der er nu noget morsomt over en lang mand i alt for korte bukser. Og en lille mand, der må stå på en spand for at nå op til den høje. Og en lidt for kæk baryton-sanger i et badekar. Men det er også en humor, der beviseligt virkede før farvefjernsynet, og nu er vi nået videre. Det er ikke lystspil, men bare gammeldags. Dirch havde vrænget på næsen, tror jeg.

Et ensemble på omkring 35 personer fylder godt og grundigt i scenebilledet, og her har instruktør Hinrich Horstkotte ikke været så stringent, som man kunne have ønsket. Det store kor lyder ret fantastisk, og korsatserne bliver også de eneste sekvenser, hvor vokalerne for alvor kan fylde Musikhuset Aarhus’ store sal. Men rent visuelt havde det været en sand befrielse, om man havde skyllet en 15-20 skuespillere ud i håndvasken. Eller måske blot givet dem nogle få retningslinjer for, hvor og hvordan de skulle gå og stå.

Teksten og musikken har været anerkendt som kvalitet, siden Flagermusen havde premiere i Wien i 1874. Hvad skal vi med genopsætninger, der ikke tager udfordringen alvorligt?

Hvad mener du? Skriv din kommentar her.