Jeg sidder midt i mængden i Musikhuset Aarhus‘ store sal, og på aftenens allersidste punchline ser jeg hele salen knække forover af latter. Christian Fuhlendorff leverer endnu et onemanshow i topklasse.
★★★★★☆
Der er høje forventninger til den lavstammede Christian Fuhlendorffs tredje onemanshow, “For at gøre en kort historie lang”, efter han to foregående og yderst anmelderroste onemanshows, “Mit første one man show” (2007) og “Enestående” (2012). Han bliver efterhånden betragtet som en del af dansk comedys superliga. Da han som 25-årig krøllede sin hjerne ud i sit første onemanshow, blev han betegnet som et stjerneskud med internationalt potentiale, men mange havde sikkert også mistanken om, at han pludselig ville være væk fra stand-up-scenen på grund af enten misbrug, forventningspres eller slet og ret for meget krudt i røven til at blive hængende.
Nu står han i Musikhuset Aarhus syv år og to onemanshows ældre. Og hvor “Mit første one man show” handlede om, ja, alt mellem himmel og jord, så er han nu blevet far, husejer, hundeejer og etableret i et (meget) fast parforhold. Hans internationale potentiale begynder at dampe af, men til gengæld er hans publikum blevet ældre sammen med ham, og hans komik har fået både dybde og dramatik.
På scenen er han fuldstændig lige så utilregnelig, som han plejer at være, hvilket vidner om nærvær og overskud. Han kan skabe billeder og scenarier, så vi alle er med ham hjemme i stuen. Hans rolleliste er indskrænket til stort set kun datteren Mikala og kæresten Karina, men til gengæld kender vi dem hurtigt så godt, at vi naturligt er på fornavn med dem begge to, samt hunden Lulu. Hvor vi førhen kunne se ham som viking, dværg og turist, så ser vi ham nu mest af alt som sig selv. I sit andet onemanshow, “Enestående”, så vi ham for første gang hudløst ærligt fortælle om sig selv og sit tidligere misbrug.
Nu fortæller Fuhlendorff om familielivet på godt og ondt, og han gør det med medfølelse, charme og knivskarpe provokationer. Da han foreslår, at kvinder, der generelt lever længere end mænd, skulle gå senere på pension og derved opnå ligeløn fordelt over levetiden, så klukker Musikhuset Aarhus en anelse anspændt, fordi de fleste ved, at der er noget fornuft i argumentet, men ikke mange har tænkt tanken før. Det vil sige, at den Christian Fuhlendorff, der tidligere snakkede sig ud ad en tangent uden noget egentligt formål andet end at jagte punchlines, nu har indhold, mening og relevans bag sine jokes. Og han er stadig noget af Danmarks sjoveste.
Så for at gøre en lang anmeldelse kort: Christian Fuhlendorff er blevet voksen, og vi behøver ikke længere at frygte, at han ikke vil komme tilbage med et nyt onemanshow. Han er en etableret komiker på den danske comedyscene, og hans onemanshows har ind til videre tilvejebragt så stor diversitet, at vi kan forvente os hvad som helst af ham næste gang.
Christian Fuhlendorff er på danmarksturné til og med den 4. december 2014.
Komiker: Christian Fuhlendorff | Produceret af: FBI – Funny Business Inc.