Teater skal man ikke læse sig til

har skabt en surrealistisk og næsten ordløs teaterversion af Franz Kafkas “Forvandlingen”, hvorved vi misser værkets betydning.

★★★☆☆☆

Franz Kafkas roman “Forvandlingen” er blevet forvandlet til en dukkeforestilling i storformat på i København. Eller skulle man sige forvansket?

For selvom der findes flere rimelige tolkninger af “Forvandlingen”, så formår et smyge sig uden om at tage stilling til en eneste af dem. Og den samfundskritik og socialrealisme, der ubetinget ligger i forlægget, er så godt som forduftet i teaterversionen.

Forestillingen bliver derfor temmelig generisk. Fint nok – så kan vi selv tage stilling til, hvad den handler om for os. Men hvorfor ikke sige noget med sin scenekunst, når man nu har både scenen og kunsten til at gøre det?

Problemet er opstået allerede i selve dramatiseringen af værket, hvor langt de fleste ord er skåret fra. Det betyder, at hele forståelsen af forestillingen afhænger af mime- og dukkeførerkunst, samt hvor meget iscenesættelsen og virkemidler nu kan hjælpe os på vej.

Hvorfor så surrealistisk?

Jeg selv måtte hjem og genlæse bogen efter forestillingen. Og jo, nu kan jeg godt se nogle af forestillingens sceniske kvaliteter. Men hvis vi ikke har bogen i frisk erindring, siger “Forvandlingen” os ikke et muk. Og teater er altså ikke noget, man skal læse sig til at forstå.

Bådteatrets egen programtekst gør os heller ikke meget klogere. Tværtimod inviterer den til en forestilling, som på visse punkter er det modsatte af den forestilling, vi faktisk ser.

I programmet påpeger teatret det vigtige element, at Gregor Samsa, der over natten er blevet forvandlet til et utøj (hvis man går med dén oversættelse), er det eneste unaturlige element i en ellers realistisk ramme. Også Kafka påpeger, at selvom Gregor vågner op og finder sig forvandlet i sengen, så er det ikke en drøm.

Derfor er det underligt, at – både hvad angår Rolf Heims iscenesættelse og Kristian Knudsens scenografi og visuelle udtryk – insisterer på at skabe en surrealistisk forestilling. Når virkeligheden uden om Gregor også er uvirkelig, hvad forskel gør Gregors forvandling så?

Mastodontiske ambitioner

Ser vi derimod på det rent tekniske i Bådteatrets “Forvandlingen”, så er der rigtig meget godt at pege på. Ikke mindst er Rolf Heims iscenesættelse klokkeklar i sit stilmæssige udtryk. Det surrealistiske univers er gennemført, og både det morsomme og det gyselige får god plads i forestillingen. På den måde er hans ‘oversættelse' af romanen til et scenisk format ganske vellykket.

De tre dukkeførere er ligeledes særdeles klare i deres udtryk, når de sammen og hver for sig giver krop og gestik til både dukker og rekvisitter. Deres bevægelser minder indimellem om en ballet, hvor kroppen er et kommunikationsmiddel mere end en fysik. Det passer selvsagt godt til forestillingens surrealistiske univers.

Allermest bemærkelsesværdig er dog Kristian Klausens scenografi, hvor vi ser et stort hul eller krater i gulvet. Det er hernede, Gregor Samsa bor. Dette store hul kan pludselig pulsere med rødt lys, så det virker som en vulkan i udbrud eller en port ned til helvede.

Samtidig bliver scenografien på denne måde en forlængelse af Gregors krop, når han stikker sin krop og sine lemmer op af hullet. Således kan scenografien nærmest betragtes som en del af kostumet, hvilket er ekstremt stemningsskabende og vidner om mastodontiske ambitioner hos det lille i Nyhavn.

Forestillingen spiller til den 21. november 2020.


Efter roman af: Franz Kafka | Dramaturg: | Iscenesættelse:  | Medvirkende:  og Haugesen | Scenografi: | Lysdesign: | Lyddesign: | Produceret af:

Del dette indlæg