Frankenstein | Aarhus Teater | Foto: Rasmus Baaner

ANMELDELSE: Frankenstein, Aarhus Teater

Skabningen ånder på Aarhus Teater. En Hamlet, en Adam. Et alter ego. Et bæst. En besættelse. Forestillingen Frankenstein efter Mary Shelleys roman spiller på Store Scene frem til den 22. december.

4 ud af 6 stjerner

I en vidunderligt dyster scenografi vækkes den unge Victor Frankensteins skabning til live, mens geniet sover med fysikkens og alkymiens bøger som hovedpude. Anslaget er voldeligt og makabert, idet skabningen slæber sin krop hen over laboratoriegulvet.

Som Frankensteins levendegjorte eksperiment er Jacob Madsen Kvols både surrealistisk og troværdig. Hans maskering er et usædvanligt smukt kunstværk i sig selv, som i høj grad er sminkørernes fortjeneste. Men Kvols’ kunstige væsen portrætteres mesterligt som et helt og fuldt menneske med næsten alle menneskelige egenskaber intakte. Hans udvikling fra et 2 meter langt, kravlende foster, til et opretstående dannet menneske.

Frankenstein, Aarhus Teater
Ene Øster Bendtsen og Christian Tafdrup
Foto: Rasmus Baaner

Og geniet, den unge Victor Frankenstein, besidder både barnlighedens naivitet og visdommens kynisme. Og Christian Tafdrup spillede sig helt ind i kernen af mennesket Frankenstein og hans brister i særdeleshed. I iscenesættelsens mange videoprojektioner, hvor et udpluk af karaktererne fås i close-up, ser vi tydeligt, at Tafdrup egner sig fortrinligt til både skærm og scene.

Omkring de to ses et bredt og nuanceret persongalleri. Ene Øster Bendtsen udmærker sig især i rollen som Victor Frankensteins kommende hustru Elisabeth. På bryllupsnatten i ægtesengen overvældes vi igennem Bendsten af den oversete kvindes inderste begær, passion og frygt. Også Bue Wandahl må fremhæves i rollen som den blinde lærermester, der uforbeholdent accepterer og uddanner den skabning, der til dette øjeblik ikke har mødt andet end slag og skræmte mennesker.

Optrappende kvalitet

Frankenstein, Aarhus Teater
Jacob Madsen Kvols
Foto: Rasmus Baaner

I første akt frustreres man nærmest af de mange sceneskift og videoprojektioner. Historien begynder i dét sekund, hvor Frankensteins skabning vækkes til live – et velvalgt startpunkt. Alligevel bliver de mange sceneskift og indledende fortællinger et langt ridt af afbrydelser frem mod der, hvor dramaet går i gang for alvor. Stemningsbilleder, ja. Smukke, jovist! Men også en undskyldning for tid til de enorme kulisseskift.

Men anden akt opvejer langt hen ad vejen den noget ujævne begyndelse. Nye publikummer kunne begynde her. Nu får vi for alvor lov til at bevæge os ind i forestillingens univers. Dramatiseringen af Nick Dear er en mere eller mindre tydelig leg med blandt andet Skabelsesberetningen og Shakespeares Hamlet. En leg, som Lars Romann Engels iscenesættelse går med på. Skabningen taler eksempelvis med et kranium, og Frankenstein får hjælp af to briter, som høster stor latter fra publikum, når stemningen lige har været lidt for dyster.

Dramatiseringen og iscenesættelsen opleves således som en symbiose, hvor instruktøren er helt inde i hjernen på dramatikeren. Og Catia Hauberg Engel har skabt en scenografi, der rent og følsomt indhyller os i de fantastiske stemninger, man føres igennem undervejs. Æstetikken og stemningsbillederne er generelt klare, forførende, malende og absolut utvetydige.

Og når tæppet går ned, sidder vi tilbage med de spørgsmål, som vi også stod med i foyeren før forestillingen begyndte. Hvordan er denne skabning i virkeligheden skabt? Hvem skabte hvem? Hvad er dette uhyre, som ingen andre end dets ofre og det vanvittige geni selv har set? Hvad skal vi dog tro?