ANMELDELSE: Frankly my dear I don’t give a damn, Aarhus Teater

Om at føle sig som en shawarma, der smadrer imod jorden

Koncertforestillingen “Frankly my dear I don't give a damn” på er endnu et pletskud fra dramatiker .

★★★★★☆

Vi ved efterhånden alle, hvad en teaterkoncert er, men på gør de det modsatte med forestillingen “Frankly my dear I don't give a damn”. Hvor teaterkoncerter er en række fortolkede musiknumre iscenesat med teatrets virkemidler, så er denne forestilling en række dramatiske tekster, der er fortolket ind i et koncertformat med musikalske virkemidler. Vi kunne kalde det koncertteater for at adskille den fra teaterkoncerten, selvom begge begreber bruges lidt i flæng.

I forestillingen møder vi bandet The Frankly's bestående af fire kvinder med sorte parykker. Hele Studio-scenen i teatrets kælder er indrettet som et musikspillested med høje borde til det stående publikum og en bar i hjørnet, hvor publikum kan forsyne sig med bobler, bajere og vodkashots både før og under forestillingen. Og med teatrets øvrige personale i tilsvarende sorte parykker – og med tilbud om at få tatoveret The Frankly's på armen – bliver der faktisk skabt en ægte fan-stemning i salen, som giver genlyd, da bandet går på scenen.

For denne anmelder er det også reel genkendelsesglæde, da ordene begynder at strømme fra bandet i form af sange og deres introduktioner til sangene. Teksterne er nemlig leveret af , og der findes vel ikke en dramatiker lige nu med større stilsikkerhed, pondus og tydelighed. Og også denne gang formår hun med billedrigdom og sprogligt overskud at beskrive livet som ung kvinde på godt og (især) ondt.

For denne anmelder står en replik fra hendes forestilling “My Heartache Brings All the Boys to the Yard” på Aarhus Teater i 2018 stadig klar i erindringen: “Kender du de dage, hvor du finder et kondom på gaden, og ville ønske, at det var dig, der havde haft det oppe i dig?” Den replik får nu selskab af billedet af at opleve sig selv “som en sharwarma, der smadrer imod jorden”. På den måde bliver beskrivelige følelser og stemninger håndgribelige med hverdagslige og umiddelbart banale associationer.

Mere voldsomme scener dukker også op undervejs, hvor vi blandt andet mærker voldtægtsmandens forbrydelse på egen krop, når vi i kor svarer “nej”, hver gang bandet råber “slip mig”. Og det bliver aldeles mærkbart, når hun med ord beskriver følelsen af at være endt i seng med den forkerte; at være ufrivilligt barnløs; at være styret af sin liderlighed; og at indse, at man kun prøver på at elske.

Der er ingen tvivl om, at Nanna Cecile Bangs tekster er for nogle – ikke for alle. Særligt denne forestilling henvender sig til et segment af yngre heteroseksuelle kvinder, omend vi andre også kan finde genkendelse i visse dele af forestillingen.

De fire medvirkende er skuespillerne , og , samt den norske musiker Murmur. Alle fire imponerer hver især som performere i forestillingen, men det er især deres samlede præstation som ensemble, der får forestillingen til at lykkes. Og dertil har Aarhus Teaters huskunstner, , der står bag både iscenesættelsen og det visuelle design, fået samlet det hele til en aldeles velfungerende totalteateroplevelse i koncertformat, hvormed teksterne bliver forløst.

Forestillingen spiller på til den 8. oktober 2022.


Tekst: Iscenesættelse, scenografi og kostumedesign: Komponist: Murmur | Medvirkende: , , og Murmur | Lysdesign: Lyddesign: Produceret af:

Del dette indlæg