Græstedrevyen splitter revyen op i to separate shows
Man kan diskutere, om dette års Græstedrevyen overhovedet kan kaldes en revy, men den er i hvert fald en særdeles vellykket forestilling.
★★★★★☆
Græstedrevyen forsøger noget nyt i år: I stedet for at arrangere sketches, sange og parodier på skift igennem forestillingen, har man fyldt hele første akt op med klassiske sketches, mens anden akt næsten udelukkende består af musikalske parodier. Fremfor at lave én sammenhængende og varieret forestilling, bliver det som to forskellige shows på samme aften.
Men nu har man altså lavet revy på samme måde i generationer, så hvorfor skal det laves om? De 5 stjerner i denne anmeldelse antyder, at Græstedrevyen lykkes med forsøget. Men det betyder ikke, at et lignende system ville fungere andetsteds – eller at fordums revyers mas med at arrangere numrene i spændende kombinationer har været skønne spildte kræfter.
Man kan endda diskutere, hvorvidt dette års Græstedrevyen overhovedet er en revy. Hvis man i et cirkus klumpede alle akrobatiknumrene sammen før pausen og alle tryllenumrene efter pausen, ville det heller ikke rigtigt kunne kaldes en cirkusforestilling. Variationen af numre er vigtig.
På den anden side lever begge akter af Græstedrevyen op til revygenrens præmisser om at være aktuel og satirisk. Særligt sketch-delen er uhyre skarpt skrevet – primært af Vase & Fuglsang og de to medvirkende. Og numrene er iscenesat og udført med et højt tempo og en kompakthed, som indimellem får os til at gispe efter vejret af grin.
René Richardt og John Batz er et forrygende makkerpar på scenen. Indimellem får man associationer til Kjeld & Dirch – især da de udfører Vase & Fuglsangs ligefrem geniale gendigtning af “Tømmerflåden” i en coronaversion. Det crazy-komiske kommer især til udtryk i en række absurde mime-sketches, der mere end én gang tager røven på os.
Den anden halvdel, hvor størstedelen er en musikalsk hyrdetime med Kim Larsen og John Mogensen, bliver som et late night show, der ligger naturligt i forlængelse af sketchshowet. I pausen kommer der et bord med rødternet dug og en stribe Tuborg ind på scenen. Og så er der hits på menuen.
I et helt særligt øjeblik i potpourriet får vi en lille bid af paradiset: Ved et cafebord med en høkerbajer i hånden sidder John Mogensen (John Batz) og puster ud efter at have sunget “Der er noget galt i Danmark” for fuld skrald. Han læner sig lidt tilbage på stolen og lukker øjnene. Imens står Kim Larsen (René Richardt) forrest på scenen og peger op imod himlen, mens har roligt og inderligt synger “Pianomand”.
Og det er netop dét, sådanne musiknumre kan i en revy: få tempoet ned og – hvis man er heldig – ånden op. Og det lykkes også i den musikalske akt i Græstedrevyen.
Jeg mener ikke, at dette års Græstedrevyen kan kaldes en revy. Det har alle elementerne, men der er nogle genretræk og dogmer, som ikke bliver overholdt. Græstedrevyen kalder selv deres forestilling et “musik- og sketchshow”, og dét må man sige, at det er. Og et særdeles vellykket af slagsen. Det kunne faktisk ikke gøres meget bedre.
Græstedrevyen spiller på Græsted Kro til den 24. juli 2021.
Tekst og musik: Vase & Fuglsang, John Batz, René Richardt, Steffen Bjerstedt, Jan Svarrer, Søren Anker Madsen m.fl. | Iscenesættelse: Nikolaj Tarp | Medvirkende: René Richardt og John Batz | Kapelmester: Henrik Schrøder | Scenografi: Vibe Pock-Steen | Produceret af: Græstedrevyen
Del med dit netværk
