Absurdistisk hulgraveri i Von Badens “Hullet”

“Hullet” er en absurd komedie om den klassiske mands forhold til følelser og venskab – veludført af Von Baden og stærkt inspireret af Becketts “Mens vi venter på Godot”.

Den aarhusianske teatergruppe Von Baden er nu ude med forestillingen “Hullet”, som handler om to gamle venners forhold til følelser og dybe samtaler. De har fået besked om at grave et hul, men ingen ved noget om, hvor dybt hullet skal være. Så de graver og graver, og efterhånden som de kommer ned igennem jordlagene og helt ind til jordens kerne, kommer de også dybere ned i følelserne. Og det er svært at manøvrere i de følsomme samtaler, når man samtidig skal bevare den maskuline facade.

“Du har ikke fået kræft, vel?” spørger Torben (Frederik Meldal Nørgaard) flere gange, når Flemming (Henrik Vestergaard) formaster sig til at udtrykke sin kærlighed til Torben med ord. For mænd – som måske endda tenderer det homofobiske – bør ikke udtrykke sin kammeratlige kærlighed på andre måder end med en lammer eller allerhøjst med et knus efterfulgt af nogle gedigne slag i ryggen.

Og venskabet tåler ikke nødvendigvis alt. For den nyligt fraskilte Torben, der på ingen måde har givet slip på forholdet med sin ekskone, skal sluge nogle voldsomme kameler, hvis venskabet med Flemming skal vare ved. Og der er fire regler i et venskab mellem mænd: (1) Man kører ikke i sin vens bil, (2) man kigger ikke på sin vens ‘gearstang’, når man står ved urinalerne, (3) man slår ikke sin vens græsplæne, og (4) man går ikke i seng med sin vens kone!

Det komiske i forestillingen ligger lige til højrebenet for Von Baden. “Hullet” er en novelle af Peter Seeberg fra novellesamlingen “Eftersøgningen” (1962), og den er nu blevet gentænkt som teaterforestilling af dramatikeren Brian Wind-Hansen med stærk inspiration fra absurdismen og Samuel Becketts “Mens vi venter på Godot”.

Von Banens genkendelige univers, der svæver underligt imellem realisme og surrealisme, og som også æstetisk griber fat om det genkendelige og det karikerede på én gang, er en gave for et absurdistisk og eksistentialistisk værk som “Hullet”. Henrik Vestergaard og Frederik Meldal Nørgaard boltrer sig i de sære karakterer, og med påklistrede opstoppernæser og tykke østjyske dialekter får de al den komedie, som karaktererne og forestillingen kan bære, uden at de bliver platte.

Det er nogle stolte østjyder, der graver hullet på Teatret Svalegangen. Manuskriptet, iscenesættelsen (Morten Lundgaard) og skuespillet vil nemlig ikke nedgøre den jyske og følelsesmæssigt introverte mand – men nærmere udfordre og måske endda udvikle ham.

Forestillingen gør det først og fremmest med humor, men der er så langt fra tale om farce eller klassisk komedieteater. Lysdesignet og de scenografiske valg af Laura Rasmussen, samt ikke mindst musikken af cellist Josephine Opsahl – som også medvirker på scenen – er med til at løfte forestillingen op på det kunstneriske niveau, som den står på skuldrene af ved så indstændigt at associere til absurdismens eksistentialistiske teatergenre.

Har Von Baden gentænkt Peter Seebergs “Hullet” eller Samuel Becketts “Mens vi venter på Godot”? Måske begge dele. Eller måske har de i virkeligheden gentænkt sig selv – med denne forestilling falder teatergruppen i hvert fald i hak som institution og kunstnerkollektiv. Forestillingen “Hullet” er en vellykket forestilling, som egner sig til de ‘følelsesmæssigt introverte’ i almindelighed og til de gamle drengevenner i særdeleshed.

Forestillingen spiller på Teatret Svalegangen i Aarhus til og med den 16. december 2017, samt igen på Teater Grob i København den 4.-16. januar 2018.

Tekst: Brian Wind-Hansen | Iscenesættelse: Morten Lundgaard | Medvirkende: Frederik Meldal Nørgaard og Henrik Vestergaard | Musik: Josephine Opsahl | Scenografi: Laura Rasmussen | Produceret af: Von Baden