Mørket forstærker de makabre billeder i “Kannibalen”

Den virkelige kannibalsag fra Tyskland i 2001 er blevet til et stærkt fortalt krimidrama, der skaber rædselsfulde billeder hos publikum.

★★★★★☆

Når man var anmelder ved premieren på “Kannibalen” i Skuespilhuset, så er det svært ikke at nævne det drama, der utilsigtet udspillede sig på publikumsrækkerne. Et godt stykke inde i forestillingen begynder der at komme mærkelige lyde fra nogle af tilskuerne. Få sekunder senere blev der kaldt efter hjælp, og lyset blev tændt.

En ung fyr havde fået det dårligt. Da vi – og ikke mindst den unge mand – syntes at være klar til at fortsætte, begyndte en kvinde på rækken bagved at kaste op. Midt i postyret rejser en tredje publikummer sig og forlader salen bemærkelsesværdigt resolut. Til sidst blev vi alle sendt ud, mens der kom styr på situationen, før vi blev lukket ind til den sidste halvdel af forestillingen.

Og hvorfor er alt dette relevant for en anmeldelse af “Kannibalen”? Fordi uanset årsagen (eller årsagerne) til disse to-tre menneskers utilpashed, som der i øvrigt blev gættet livligt på under afbrydelsen, så siger hændelsen noget om forestillingens påvirkning på os.

Instruktør har nemlig valgt at lade den første del af forestillingen foregå i totalt mørke. Det er kun de to medvirkendes ord og lyde, som vi navigerer efter. Og det bliver som et særdeles kraftfuldt hørespil – uden de distraktioner, som normalt følger med, når vi går rundt og klarer rutineprægede gøremål, imens vi lytter til radiodrama eller podcast. Her er vi tilstede, imens vi lytter.

Intens realisme

Forestillingen er baseret på den virkelige “kannibalsag” fra Rotenburg i Tyskland i 2001, hvor Armin Meiwes efter aftale med Bernd-Jürgen Brandes slagter og parterer ham for at kunne spise ham. I Johannes Lilleøres dramatisering er det de to hovedpersoner selv, der beretter historien for os, mens de springer imellem at være fortællere og at være i situationen. Tonen er nøgtern, mens ordene er beskrivende uden at være for malende.

Da publikummerne begynder at få det dårligt, er Bernd-Jürgen Brandes' penis lige blevet skåret af. Blodet sprøjter ud fra hans skridt, mens Armin Meiwes står i køkkenet og steger penissen. Han tilbereder den i to lige store stykker, for aftalen er, at de skal spise den sammen, før han forbløder. Og lige netop her begynder lyset langsomt at tænde, så vi kan ane den nu nøgne Bernd-Jürgen Brandes () gå frem imod os.

Det er i høj grad kombinationen af mørket, Johannes Lilleøres fremragende replikker, samt hvordan og giver ordene og rollerne ægthed og realisme, der gør forestillingen så makaber. Når det kun er fantasien, der sætter grænser, så kan vores oplevelser såvel som vores reaktioner komme ud af kontrol. Og det er lykkes ganske enestående her.

Om det er en kærlighedshistorie, som beskriver i teksten på hjemmesiden, er nok op til en løsere fortolkning. De to mænd havde ikke nogen særlig relation før den aften, hvor slagtningen fandt sted hjemme hos Armin Meiwes, og de havde først fundet hinanden på nettet få dage forinden. Men forestillingen berører ikke desto mindre en lang række tematikker, som – trods dens grufulde virkelighed – gør den både relevant, interessant og fascinerende som teater.

“Kannibalen”, der er en co-produktion mellem Teater Grob og , spiller i Skuespilhuset til den 7. maj 2022.


Dramatiker: Iscenesættelse:  | Medvirkende: og | Lyddesign:  | Produceret af: og Teater Grob

Del dette indlæg