ANMELDELSE: Kentaur, Dansk Danseteater

Der er for meget sci-fi i Dansk Danseteaters “Kentaur”

Dansk Danseteaters undersøgelse af menneskets møde med kunstig intelligens er for virkelighedsfjern til at vise os, hvor virkeligt det er.

★★☆☆☆☆

Ni dansere og en computer mødes i performance-forestillingen “Kentaur” af , som spiller på Store Scene i Skuespilhuset. Titlen referer til væsenet fra græsk mytologi, der er halvt menneske og halvt hest, som i forestillingens kontekst skal forstås som halvt menneske og halvt maskine.

Forestillingen er nemlig bygget op omkring begrebet kunstig intelligens (AI), og koreografien er et resultat af samarbejdet mellem koreografen og AI-kunstneren Cecilie Waagner Falkenstrøm, samt computerens opsamling af forskellige data. Ifølge teatret skulle hver forestilling således være en unik sammensætning af bevægelser og handlinger:

“Den kunstige intelligens vil komme med forslag til koreografisk komposition dannet ud fra flere forskellige dataset; blandt andet planeters bevægelser i universet, fugle der flyver i formationer og ikke mindst bevægelsesmateriale indsamlet ved, at dansere har haft sensorer på,” står der i programteksten.

Computerens stemme ledsager forestillingen med ordrer og koordinater, som danserne lystrer: “Brad, A7. Kristin, B15.” Og så går danserne til deres pladser og udfører en serie af bevægelser hen over scenen. Ved hjælp af korte instruktioner til de medvirkende sammensætter computeren også scenebilleder, som er taget ud fra de tekster, som computeren er fodret med.

Overdigitaliseret univers

Sådan skal vi i hvert fald opleve det. Men formentlig er det hele temmelig forberedt, ligesom vores computer synes noget mere menneskelig, end hvad vi trods alt kan forvente af teknologien endnu. Og uanset hvor meget kontrol man reelt har overladt til computeren, så har vi svært ved at tro på præmissen, hvilket gør eksperimentet meget ufarligt. For hvad er der egentlig på spil?

Når computeren for eksempel beder en af de medvirkende om at tage alt tøjet af én af de andre, så kunne det blive et dramatisk øjeblik, hvor teknologien presser mennesket til noget, som det ikke har lyst til. Men vi tror simpelthen ikke på, at det kommer bag på nogen. Det samme gælder de mange variationer af koreografien, som de medvirkende tydeligvis har forberedt.

Vi bliver lokket med science-fiction-agtige virkemidler, et elektronisk lydunivers og et superdigitalt videodesign. Men det teknologiske udtryk bliver så insisterende og postulerende, at vi simpelthen ikke køber den. Det siger blip-båt, mens lasere scanner scenen, og koordinatskemaer og strømme af ord farer hen over skærmen. Og det bliver som at betragte en verden, der ikke har noget med os at gøre.

Mennesket møder maskinen

Hvis vi spørger os selv, hvad har villet med forestillingen “Kentaur”, så er formålet til gengæld klart og tydeligt. Vi danser med algoritmer hver eneste dag, når vi går på nettet, køber ind i supermarkedet og bevæger os rundt i byen. Og selvom det er en skræmmende tanke, at mindre og mindre i vores tilværelse er tilfældigt, så kan den kunstige intelligens også være en styrke.

Det ser vi i forestillingen, da de medvirkende laver forholdsvist simple serier hen over gulvet, hvor vi trods alt tror på, at deres startpositioner er udstukket af computeren. Og når computeren så skruer op for kompleksiteten og sender flere og flere dansere ind på scenen samtidigt, så ser vi, hvordan samspillet imellem den menneskeskabte koreografi og maskinens struktur i kaosset skaber stimulerende scenebilleder.

Desværre udgør den scene kun en lille del af en ellers fraværende og monoton performance, hvor vi mestendels sidder og kigger på et uspændende eksperiment i en noget virkelighedsfjern ramme. Og det er en skam, når kunstig intelligens netop er så tilstedeværende i vores virkelighed.

“Kentaur” spiller i Skuespilhuset i København til den 25. oktober 2021. I forbindelse med premieren fejrede samtidig sit 40-års jubilæum.


Koreografi:  | Medvirkende: Dansk Danseteaters ensemble | Musik: Ryoji Ikeda, Franz Schubert og Giacomo Puccini | Artificial Intelligence-installation: Cecilie Waagner Falkenstrøm | Audio og visuelt design: Ryoji Ikeda | Computer Programming for Visuals: Tomonaga Tokuyama | Lysdesign:  | Kostumedesign: Rachel Quarmby-Spadaccini | Dramaturg: Adrian Guo Silver | Computer Programming for AI: ARTificial Mind og DTU Compute Department | Development: The Center for Ballet and the Arts at New York University | Produceret af: i samarbejde med , Oriente Occidente og Théâtre National de Chaillot

Del dette med dit netværk