Variation og revytæft kendetegner årets Kerteminderevyen

Kerteminderevyen er stadig grænseoverskridende, men i år er der balance imellem de umotiverede provokationer og de mere meningsfyldte numre.

★★★★☆☆

Med undertitlen ”ét skridt for langt” lægger Kerteminderevyen ikke skjul på, at det er et mål i sig selv at træde nogle over tæerne. Og sidste år gjorde revyen da også denne anmelder småfornærmet over, at de fleste numre var sjove på de fremmedes, de fedes og de transkønnedes bekostning.

Igen i år drejer flere af revyens numre sig om en udenlandsk accent, hvor den eneste pointe tilsyneladende er at pege på forskellighederne. Men der er alligevel en mere tidssvarende modvægt i flere andre numre, som gør helhedsindtrykket af revyen mindre problematisk.

Eksempelvis er det både yndigt og meningsfuldt, når Sofie Stougaard synger Lis Sørensens ”Verden er i farver” foran en blå baggrund med bølgende plastikaffald omkring sig, som flød hun i de plastikfyldte verdenshave.

Samme Stougaard og Katja Holm får som skæggede corporate-mænd sat sexistskabet på plads med deres dialog om, at verden er blevet “røvsyg” efter metoo, hvor man ikke engang kan stikke tungen ned i halsen på kvinder, uden at de bliver sure. “Det var en anden tid,” siger de nostalgisk til hinanden i Holm og Stougaards egen skarpe tekst, der slutter uden en komisk pointe, men med et budskab, der kan mærkes i salen.

Mere poetisk er sangen om den sidste analoge person, som Kim Hammelsvang synger i rollen som den ældre Åge, der har sagt nej tak til pc og smartphone. Han har fået en håndskrevet indkaldelse til tandlægen, og han får os til at fælde en tåre, når han til sidst griber chancen for analog, menneskelig kommunikation og skriver tilbage til tandlægen. Og det er blot én af Kim Hammelsvangs mange vellykkede karakterer.

I den modsatte grøft – men ikke mindre velfungerende – er Katja Holms klovnede tryllenummer, hvor hun får indholdet i en stribe glas med vin og spiritus til at forsvinde, mens hun vender ryggen til os og tilter hovedet diskret bagover. Tadaa! Måske ikke videre opfindsomt, men herligt lattervækkende og med et par elegante, overraskende svirp til sidst.

Til gengæld er de mindre velfungerende numre også en direkte forlængelse af dét, der heller ikke virkede godt nok sidste år. Farshad Kholghi får heldigvis bedre greb om sin standup-agtige monolog i år, hvor den afhænger lidt mindre af pointer og lidt mere af storytelling og fysisk komik. Men ellers er det stadig Kholghis thailandske, arabiske, afrikanske og østeuropæiske accenter, der udgør revyens pinligste øjeblikke.

Men Kholghi står også bag den hidtil bedste og skarpeste sketch omkring transkønnethed, der uden at sparke til de transkønnede blot stikker spyddet i akilleshælen på den politiske korrekthed. Her er vi nemlig til mesterskaberne i kvindeboksning, hvor den høje og muskuløse Anne Mette, der tidligere hed Jimmy, bokser sig direkte ind på podiet med et slag, der får modstanderens tænder til at sprøjte ud over publikum.

Som helhed går årets Kerteminderevyen desværre lidt i øst og i vest. Men Frede Gulbrandsens instruktioner er veltimede, skuespillerne imponerer med revytæft på hver sin måde, og udtrykket er aldeles varieret – også med tekster fra andre end de typiske revyforfattere, hvilket er et friskt pust, der bliver bemærket.

Revyen spiller på Tornøes Hotel i Kerteminde til den 9. juli 2022.

Tekst og musik: Leif Maibom, Farshad Kholghi, Lars Bisgaard, Rasmus Søndergaard, Taus Bøytler, Peter Bom, Sofie Stougaard, Katja Holm, Linn Skåber, Lukas Birch, Thomas Pakula, Martin Jantzen, Søren Vandkær Thomsen, Kim Hammelsvang, Mads Keiser m.fl. | Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen | Kapelmester: Peter Bom | Medvirkende: Sofie Stougaard, Katja Holm, Kim Hammelsvang, Farshad Kholghi og Mads Nørby | Scenografi: Anders Vesterholm | Kostumer: Vibeke Valeur | Koreografi: Helena Dong | Produceret af: Kerteminderevyen

Del med dit netværk