ANMELDELSE: KLIP, Katapult

Det er fuldkommen meningsløst teater, når “KLIP” i et vanvid af fragmenter lader skinken dale ned fra loftet og gengiver hønen med et nervøst åndedræt.

Med forestillingen “KLIP” dyrker teatergruppen Livingstones Kabinet det meningsløse. De sammensætter noget, der ligner resultaterne fra en række dramaimprovisationsøvelser, hvor den primære opgave har været, at de end ikke selv skulle forstå, hvad der foregik. I hvert fald er det forestillingens tema. Hvad er meningen? Og det er en undren, som denne anmelder deler.

Der hænger en skinke fra loftet, og nogle gange – når det for alvor bliver intimt – stiller en skuespiller sig helt hen til skinken. Og en anden synger: “What’s the point with the ham?” Og forestillingen er opdelt i kapitler; part one og part two, og de to kapitler hverken adskiller sig fra hinanden eller skaber sammenhæng imellem hinanden. Det er en opdeling, som er ren og skær for opdelingens skyld.

Til sidst synger de om at bestige bjerget “a step at the time.” Og hvad er nu det? Er det hele pointen med forestillingen, de alligevel lister ind i slutningen af forestillingen, eller er det mig selv som teaterpublikum, der instinktivt vil og må danne min egen mening i det meningsløse? Og er det i så fald meningen?

For man kan ikke skabe meningsløst teater, og skal man så have stjerner for alligevel at prøve? Projektet “KLIP” har i hvert fald det fortrin, at det langt hen ad vejen er underholdende. Og langt hen ad vejen er det også aktiverende for hjernecellerne. Men det er mest af alt spild af tid, for man får indtrykket af, at der ikke har været en eneste kunstnerisk tanke eller vision for projektet. I hvert fald ikke, når man ser det på teatret.

De omtaler selv forestillingen som et værk, og de lægger sig imellem performancekunst og installationskunst, hvilket tyder på, at teaterscenen er den forkerte scene for “KLIP”. De havde forsøgt at danne en forestilling uden et dramaturgisk forløb, og de arbejder med en idé om ikke at slutte forestillingen. Men publikum skal jo gå på et tidspunkt, og derfor må “KLIP” alligevel lægge op til et højdepunkt og en afslutning. Og så ryger konceptet. Måske er ARoS en bedre ramme omkring “KLIP”, hvor den kan fungere som en gå-til-og-fra-installation.

Kropsligt er skuespillernes præstationer ganske glimrende, og i det hele taget er selve arbejdet på gulvet både fascinerende og disciplineret gennemført. Forestilling blander dansk og engelsk på et letforståeligt niveau – uden dog at give mere mening, end hvis det var på russisk.

Forestillingen spillede på Teater Katapult den 21. til 23. oktober 2014.

Medvirkende: Pete Livingstone, Nina Kareis, Kristina Sørensen og Svend E. Kristensen | Instruktion: Nina Kareis | Koreografi: Adelaide Bentzon | Musik/lyd: Pete Livingstone og Erik Christoffersen | Scenografi: Julie Forchhammer | Lys: Mikkel Jensen