Et overflødighedshorn af kongeligt klamphuggeri
Moesgaard Museum danner rammen om “Kong Arthur”, der har masser af effekter og over 100 statister, men fejler fatalt i historiefortællingen.
★★★☆☆☆
Omkring et dusin heste med ryttere, en håndfuld motocrosskørere, cirka 100 statister, fyrværkeri, stunt og dans er bare noget af det, som ”Kong Arthur” inddrager i en desværre alt for sjusket forestilling, der har mistet fokus på historiefortællingen.
Det er, som om instruktør Heinrich Christensen havde en idé, der bare viste sig ikke at kunne føres ud i livet. Men når nu scenografien er bygget, og hestene og statisterne er hyret, så må man jo få det hele inddraget så godt som muligt.
Forestillingen bæres hovedsageligt af show-off, der ikke har andet formål end at imponere os. Men isoleret set er der ingen af de mange effekter, der imponerer os. Indimellem ligner det en skoleforestilling og andre gange en islagkage med stjernekastere.
Selvfølgelig er der noget særligt over at se riddere på hesteryg galopere hen over scenen – og ikke mindst at se dem ride i kolonne på markerne ude i horisonten. Det ser vi ikke hver dag i teatret.
De læbesynkroniserende stuntfolk, eksplosionerne og statisterne, der ikke engang kan løfte et sværd troværdigt, ser vi heldigvis heller ikke hver dag. Hvis man er til dén slags, kan man lige så godt gå i biografen.
Komisk potentiale
Og det lille drama, der foregår imellem nogle af hovedpersonerne – om barnløshed og ægteskab – egner sig slet ikke til en scene i denne størrelse. Dramatikken forsvinder, og karaktererne bliver for distancerede fra os.
Til gengæld rammer forestillingen et potentiale, når troldmanden Merlin (Klaus T. Søndergaard) er på scenen. Så får både han og de andre medvirkende en mere komisk tone, som fungerer hundredfold bedre i det store sceneformat.
I disse scener bliver troldmandsmagi både farlig og fjollet, og relationerne imellem vennerne bliver tydeligere og langt mere interessante. Særligt får Kong Arthur (Jacob Lohmann) og Ridder Gawain (Søren Poppel) i kraft af komikken en karaktermæssig dybde, der bliver spændende at følge med i.
Er det nu nødvendigt?
Der er jo ikke noget i vejen med at lave en forestilling, der forsøger at fortælle en forholdsvist simpel historie, og krydre den med effekter og tekniske virkemidler. Men i ”Kong Arthur” har det taget overhånd.
Vi sidder op imod 3.600 tilskuere og skutter os sammen under tæpper for at holde varmen. På dén måde samler Det Kongelige Teater befolkningen. Og den er da også værd at sidde der for. Trods det sjuskede fortællearbejde er underholdningsværdien høj.
Men faktum er, at det hverken skyldes hestene, motorcyklerne, fyrværkeriet, statisterne, danserne, manuskriptet, scenografien eller iscenesættelsen. Og det er da en skam.
Dramatiker: Jokum Rohde | Iscenesættelse: Heinrich Christensen | Medvirkende: Jacob Lohmann, Signe Mannov, Martin Bo Lindsten, Peter Gilsfort, Klaus T. Søndergaard, Youssef Wayne Hvidtfeldt, Charlotte Fich, Søren Poppel, Xenia Lach-Nielsen, Mia Lerdam m.fl. | Assisterende instruktør: Anna Schulin-Zeuthen | Scenografi: Palle Steen Christensen | Kostumedesign: Ida Marie Ellekilde | Komponist og sangtekster: Kenneth Thordal | Koreografi: Christel Klan Stjernebjerg og Ida Frost | Stuntkoordinator og kampkoreograf: Kristoffer Jørgensen | Korleder: Louise Brolin Thomsen | Lysdesign: Ulrik Gad | Lyddesign: Jonas Vest | Produceret af: Det Kongelige Teater
Del med dit netværk
