ANMELDELSE: Laser og pjalter, Odense Teater

“Laser og pjalter” siger os én ting – og kun én ting

Odense Teaters opsætning af “Laser og pjalter” er udmærket håndværk, men den ensformige tekst føles mere og mere som spild af publikums tid.

★★★☆☆☆

Det er fascinerende råt og sanseligt, hvad scenograf og kostumedesigner har skabt til Odense Teaters opsætning af “Laser og pjalter”. Vi møder først en stabel af kæmpe fragtcontainere, som gemmer på en flok af de største bedragere fra Londons slum.

Ikke mindst tiggerkongen Peachum og hans beduggede hustru, der som skalkeskjul driver en barber shop, men som i baglokalet udklæder lømler som krøblinge og fattiglemmer, så de kan tigge på åben gade for en rimelig provision. Men drejer vi kulissen, som vi altså gør på Odense Teaters drejescene, har vi også det noble Hotel Savoy, hvor bandelederen Macheath i ly af natten har brudt ind for at fejre sit pludselige bryllup med Peachums datter.

Scenografien rummer også en politistation med korrupte betjente, der ledes af Macheaths gamle kammersjuk, politichefen “Tiger” Brown, der forsøger at dække over Macheaths lyssky sysler. Lidt oppe i højden finder vi også det lusede horehus med pornolys og tunge røgskyer, hvor Knejpe Jenny er bordelmutter i tyndslidt kaptajnfrakke.

Der er noget tidløst gøgler-punker-boheme-mafia-mashup i det æstetiske udtryk, som på én gang virker både brutalt og romantisk. En svær balancegang, når man samtidig ikke vil skabe stilforvirring, men her synes det mærkværdigt nok ganske stilrent.

Laser og pjalter - Odense Teater
og . Foto: Emilia Therese

“Laser og pjalter” er en musikforestilling fra 1928 af Bertolt Brecht og Elisabeth Hauptmann baseret på John Gays “Tiggeroperaen” fra 1728. Det betyder, at den veksler imellem regulær taleteater og sangindslag, men som forskellige elementer i forestillingen og ikke som en samlet musical. Derfor kræver det også af de medvirkende, at de kan træde ud af handlingen og give den som visesanger efter behov. Det kan de heldigvis.

Især imponerer både som skuespiller i rollen som Polly Peachum, der er blevet gift med Macheath, og som fortolkningsrig og stemmestærk sanger. I øvrigt leverer også i rollen som Macheath, som Jonathan Jeremiah Peachum og som Knejpe Jenny mindeværdige præstationer i begge discipliner.

Og instruktør har med køligt overblik fået både historien, det fyldige ensemble, den snurrende scene, de musikalske indslag og den spøjse humor til at fungere. Ikke mindst er det lykkes ham og holdet at holde vores nysgerrighed nogenlunde intakt igennem forestillingen, selvom det tekstmæssige forlæg ved Gud ikke har meget spænding at byde på.

Laser og pjalter - Odense Teater
. Foto: Emilia Therese

For kan man overhovedet forestille sig noget mere trælsomt og uinteressant, end en hel forestilling på over 2,5 timer, der har ét og kun ét budskab? Ja, hvis dét ene budskab så gentages og gentages, mejsles i sten, skæres i pap og bøjes i neon. Det gør det i Brechts “Laser og pjalter”.

Hvis vi ikke havde fattet kritikken af kapitalismen i løbet af de første par kvarterer, så er der altså rig mulighed for at fange den hen ad vejen. Og for de fatsvage kommer den som en udtalt morale til sidst, da Macheath kritiserer den finansielle sektor ved at spørge, om et indbrud i en bank er værre end at oprette en bank; om en dirk er værre end en aktie; om et mord er værre end en ansættelse.

Det er ikke Odense Teaters opgave at have så lidt tiltro til sit publikum, som Brecht havde til sit i sin tid. Desværre føler vi os noget talt ned til efter forestillingen. Og dermed blegner det spændende ved at opsætte “Laser og pjalter” nu, hvor vores post-pandemiske økonomi på visse måder ligner Tysklands, da forestillingen havde urpremiere i 1928. I begge tilfælde optimistiske, men også i begge tilfælde belånte, uden at nogen rigtigt kender prisen.

Odense Teaters opsætning af “Laser og pjalter” er altså vældig morsom og aldeles glimrende håndværk, men valget af tekst og den stavepladeagtige formidling af den gør desværre, at oplevelsen i bedste fald bliver et irritationsmoment. I værste fald bliver den spild af tid, omend tidsfordrivet er fornøjeligt.

Forestillingen spiller til den 12. marts 2022.


Manuskript: Bertolt Brecht og Elisabeth Hauptmann | Komponist: Kurt Weill | Oversættelse: Iscenesættelse: Kapelmester: | Medvirkende: , , , , , , , , , , , , og Scenografi: | Kostumedesign: | Koreografi: Lysdesign: | Lyddesign: | Produceret af:

Del dette med dit netværk