Vigtigt indhold i en performance-løs performance

Skuespiller Eja Due tager os med ind i bordellet i “LYST#2”, som mest af alt er et foredrag og knapt nok teater.

I løbet af Aarhus Festuge, og som en del af performance-festivalen The Genderhouse Festival, har Teatret Svalegangen ladet deres skuespillerlejlighed på 4. sal omdanne til et pop op-bordel med forestillingen “LYST#2”. Her byder teatergruppen Teater Bæst os velkommen i bordellet til en lecture performance om sexarbejde, luderens image og menneskets ret til at eje sin egen seksualitet.

Vi modtages af Lene Kreilgaard, der i rollen som bordelmutter bekræfter vores aftale kl. 16 og viser os ind på plads. “Hun kommer ind, når hun er klar,” får vi at vide. Vi går ind ad døren med perleforhænget, igennem soveværelset med plys og dunkel belysning, og ind i et lyst lokale med stole langs væggene.

Vores egen påklædningsdukke

Endelig kommer hun ind, skuespiller Eja Due, iklædt ingenting og fortæller, at nu vil hun være vores private luder. Vi skal begynde med at iklæde hende det, som tænder os. Vi skal så at sige forme hende ud fra vores fantasi. Fra soveværelset kan vi vælge diverse beklædningsgenstande, og så går det første kvarter med at få hende klædt på – og ikke mindst at blive enige om påklædningen.

Nogle få synes, at nøgenheden er perfekt. Nogle vælger hvidt, og andre vælger sort. Nogle vælger læder, og andre vælger silke. Det giver sig selv. Det synes umuligt at blive enige om et kostume, men vores stakkels skuespiller kan jo heller ikke stå der nøgen og vente hele dagen. En ældre herre giver hende en lårkort kjole på, som han lidt befippet forsøger at trække i, så den kan dække mest muligt af de bare ben.

Pludseligt får det hele et underligt præg af påklædningsdukker på pigeværelset, da kvinderne blandt publikum overtager processen og mest af alt går op i, hvad der passer sammen farvemæssigt. Lyder det usexet? Det frække og fantasifulde forsvandt allerede, da vi blev sendt ind i soveværelset efter tøj, og skuespilleren agerede praktisk klasselærer frem for forførende sexarbejder.

Hvad skulle du have for det?

Hun hedder også Eja i forestillingen. Hun tager udgangspunkt i sit eget liv som skuespiller til en timeløn på knap 16 kroner, og da hun efterfølgende laver regnestykket for sin potentielle indtjening som sexarbejder, lyder valget umiddelbart ligetil. Og den grundlæggende pointe med forestillingen er vel, at det må hun selv bestemme, så længe der ikke indgår tvang.

Men ville vi selv gøre det? Og hvad ville vi i så fald have for det?

Forestillingen stiller spørgsmål, der får os til at reflektere, og vi bliver mere opmærksomme på nogle af nuancerne i debatten. Men når alt kommer til alt, er argumenterne og spørgsmålene de samme, som vi hører igen og igen. Det bliver hurtigt en kliché på debatteater.

Knapt nok teater

Og hvorfor skal det i det hele taget foregå på teatret? Performance-genredefinitionen er trukket til sit yderste i denne produktion, der altså mest af alt er et foredrag eller en workshop med enkelte indslag, der kunne minde om skuespil. Vi skulle befinde os på et pop op-bordel, siger teatret, men det gør vi ikke.

Ser vi bort fra soveværelset, som vi nærmest kun har glæde af, når vi går igennem det før og efter forestillingen, så er der ingen scenografi. Bare et lyst lokale uden noget på væggene. Intet. Lysmæssigt er der et par LED-lamper i rummet, som virker fuldkomment smagløse sammen med den almindelige loftsbelysning, der også er tændt.

Og selve Eja Dues performance, der i øvrigt er ganske velfungerende, behøvede ingen skuespiller. De fleste foredragsholdere, der er scenevante og i øvrigt havde researchet lidt på emnet, kunne yde det samme. For der er ikke tale om skuespil eller performance. Muligheden for at bruge en karakter og bygge en dramaturgisk fortælling op om den, eller udtrykke sig igennem performance-virkemidler, bliver kun brugt sporadisk. Der er langt hen ad vejen blot tale om et foredrag. Ikke en ‘lecture performance’; bare en ‘lecture’.

Derfor er det svært at se pointen i, at det skal foregå på Teatret Svalegangen.

Det er svært at se, hvordan forestillingen egentligt rykker ved noget i verden. Det er ikke provokerende eller debatskabende for et teaterpublikum. Formatet og indholdet passer bedre til en aften på et bibliotek, eller en dobbeltlektion i gymnasiet. Dér ville forestillingen rykke ved de 16-åriges opfattelse af kønslighed og seksualidentitet – og formodentligt også overraske noget mere. I teatret forventer vi mere af ‘lecture performance’ og forestillinger, der kalder sig scenekunst.

“LYST#2” spiller på Teatret Svalegangen indtil den 9. september.

Idé: Eja Due | Medvirkende: Eja Due og Lene Kreilgaard | Produceret af: Teater Bæst