ANMELDELSE: Men lever man?, Aarhus Teater

Med “Men lever man?” bliver man på en gang forulempet og forført, misbrugt af de frie idéers verden i et drømmeunivers, der forfører og manipulerer.

Det tager tid at komme sig over Aarhus Teaters og Teater Vs “Men lever man?” Sjældent har mit filosofiske jeg følt sig så udstillet og udspurgt, så nærmest voldtaget af en “Kejserens nye klæder”-agtig teaterpræmis. Jeg ville som anmelder gerne skrive, at jeg har forstået det hele, men helt ærligt: I don’t get it!

Pelle Koppel kommer skubbende med en bar-vogn i slowmotion hen over gulvet, mens han kigger både længselsfuldt og undrende ud mod publikum. Ordløst bevæger han sig fra kongeside til dameside og forsvinder. Og det kan der så lægges ikke én men adskillige tolkninger ned i, og ikke meget af det giver derefter mening i sammenhæng med resten af forestillingen. Og så kan det sagtens tænkes, at jeg bare ikke fangede denne forestilling, og fred være med det. Men aldrig har jeg forladt en teatersal med et premierepublikum, der på den måde var sat til vægs. Der var en gravkammer-stilhed i foyeren, hvor nærmest ingen turde at begynde på udtalelserne om forestillingen som helhed.

Anderledes let er snakken, når det kommer til skuespillerne. Ellen Hillingsø spiller en kvindelig version af Shakespeares hertug Prospero, og hun står som altid fremragende stilsikkert – og naturligt herskende – midt iblandt marionetdukkerne i Prosperos spil. Camilla Bendix hvirvler rundt i en erotikbesat, ung pigekrop iført mega-tylskørt, mens Mads M. Nielsen som husslaven Caliban ligger på alle fire og spiser mad fra en skål og taler i et begrænset sprog, ind til han rejser sig og pludseligt har sproget i sin magt. Usandsynligt stærke præstationer på fra hele holdet.

Og en nærmest shakespeareansk-komisk drukscene, hvor Pelle Koppel og Mads M. Nielsen tumler rundt i scenografien med en lille flaske vin, der bliver til en lidt større flaske vin. Og så fremdeles. En scene, der tydeligvis – og med rette – er blevet kræset om og finpudset på. Det er komik og forløsende dramatik, og så er det en knivspids melankoli. På en gammel dansk revyscene havde Preben Kaas og Jørgen Ryg hevet latterbrølene hjem. Her var det næsten lige så bemærkelsesværdigt.

Også de andre af forestillingens kunstneriske kræfter har i bund og grund leveret et ganske enestående stykke arbejde. Scenografien er betagende, lyssætningen er komplementerende, iscenesættelsen er grundig og præcis, og især lydsporet af komponist Peter Kohlmetz Møller er fortryllende og lader os nærmest filmisk ind i underbevidsthedens opmærksomhedscenter.

Forestillingen “Men lever man?” kunne pudsigt nok egne sig ganske udmærket som præsentationsforestilling for skuespillerskolens afgangselever, hvilket disse seks skuespillere netop var for præcis 20 år siden på Aarhus Teater. Og samtidig spiller de nuværende afgangselever “Andel” lige nedenunder. Hvilket i parentes bemærket også lød sig høre med techno-bas fra kælderen lige midt i Camilla Bendix’ store kærlighedsmonolog. Forestillingen “Men lever man?” er anden del i livstrilogien af dette selvudnævnte guldhold, der begyndte med Line Knutzons “Først bli’r man jo født” for 20 år siden, og den tredje del skal vi så – om alt går vel – se om 20 år.

Så alt i alt er der ikke meget at sætte en finger på – blot det faktum, at det ingen mening giver og derfor har en tvivlsom berettigelse på en landsdelsscene. Sådan et projekt kunne Pelle Koppel for så vidt godt have beholdt derhjemme på sit eget teater i Valby, hvor den spillede, før den rykkede til Aarhus. “Men lever man?” spiller på Aarhus Teater til den 6. december 2014.

Medvirkende: Ellen Hillingsø, Camilla Bendix, Mette Kolding, Mads M. Nielsen, Pelle Koppel og Peter Reichhardt | Tekst: Shakespeare m.fl. | Koncept og iscenesættelse: Lydia Bunk | Komponist: Peter Kohlmetz Møller | Scenografi: Nadia Nabil | Lysdesign: Raphael Solholm