ANMELDELSE: Mens vi venter på Godot, Teatret ved Sorte Hest

Skuespillerne overstiger alle rimelige forventninger

Samuel Becketts ”Mens vi venter på Godot” fra 1953 passer skræmmende godt til vores tid og er fremragende spillet på .

★★★★★☆

Det er skræmmende, som Samuel Becketts absurdistiske ”Mens vi venter på Godot” fra 1953 rammer plet i disse coronatider.

De to vagabonder Estragon og Vladimir står ved et træ langs en øde landevej og venter. De venter på Godot, men ingen af dem kender ham eller ved, hvorfor de venter på ham. Men når han kommer, bliver det hele godt igen.

Vi venter ligesom dem på en løsning på krisen. Vi ved ikke, hvad løsningen er, og om den overhovedet kommer, men vi venter alligevel. Imens synes livet at blive mere og mere meningsløst.

»Vi kunne også hænge os,« foreslår Estragon.

Det begynder at lyde som en helt fornuftig idé. For hvis alternativet er at vente, mens dagene, ugerne og årene går, indtil Godot dukker op, så er det eneste, man selv kan vælge, at gøre en ende på ventetiden. Men hvad nu, hvis han kommer i morgen?

De to vagabonder får imidlertid selskab på landevejen af godsejeren Pozzo og hans slave, Lucky. Lucky får pisk og ukvemsord af Pozzo, men han giver selv sin herre pisken i hånden. Han kunne flygte, men han bliver.

Hvor langt kan man egentlig presse et menneske, før det tager sit gode tøj og går? Er vi blinde for det meningsløse, så længe vi tror på, at meningen er værd at vente på?

Fremragende skuespil

Teaterleder har iscenesat forestillingen. Men hendes største genistreg er at sætte dette absurdistiske hovedværk på programmet netop nu.

Selve iscenesættelsen er overordnet set ganske glimrende, omend en anelse forudsigelig. Det samme gælder scenografien af og lysdesignet af , der er hverken mere eller mindre, end hvad Beckett har skrevet i sit manuskript:

»En landevej. Et træ. Aften.«

Til gengæld overstiger skuespilpræstationerne og ikke mindst sammensætningen af skuespillerne alle rimelige forventninger. vækker både sympati og foragt med sin Pozzo, mens gør slaven Lucky utiltalende på ydersiden, men fuld af vid, ære og kærlighed indeni.

De absolutte hovedpersoner er naturligvis Estragon og Vladimir, som spilles i et fænomenalt parløb imellem og . De flintrer umærkeligt rundt i et enormt følelsesspektrum fra grundangst til lallende optimisme. Imens afbalancerer de hinanden som et cirkusklovnepar, hvor den enes grin spiller op imod den andens gråd.

Det er ganske fremragende skuespil, der fremkalder nuancerne og humoren i både Becketts udødelige klassiker og Klaus Rifbjergs fine oversættelse fra 1977. Og har dygtigt opdaget og udnyttet mulighederne hos de fire endog meget forskellige skuespillere.

Forestillingen spiller på i København til den 10. oktober 2020.


Af: Samuel Beckett | Oversættelse: Klaus Rifbjerg | Iscenesættelse: | Medvirkende: , , og m.fl. | Scenografi: | Lysdesign: | Produceret af:

Del dette indlæg