Folketeatrets uheldige fortolkning blev ikke bedre i Nyborg
Skønne koreografier og smilende medvirkende får amatørcharmen til at overskygge Nyborg Voldspils uskarpe udgave af “Mød mig på Cassiopeia”.
★★★☆☆☆
De har spillet år efter år under åben himmel i Nyborg. Borgmesteren takker igen-igen alle borgere og medvirkende flere gange for at bakke op om Nyborg Voldspil, ligesom foreningsformanden Jesper Bech Madsen takker de samme, samt sender en særlig tak kommunen og sponsorerne. Uden jer, uden os, uden dem og uden hinanden var intet af det muligt, må vi forstå.
Premieretalerne, der indleder forestillingen denne fredag aften, indeholder foruden alle taksigelserne også både referat, analyse og vurdering af forestillingen. Jamen så er denne anmelder og resten af premierepublikummet da også klar til at lade sig overraske.
Men man forstår også godt, at Nyborg og nyborgerne er stolte af deres Voldspil. Næsten uafbrudt siden 1939 har man samlet lokale amatører omkring opsætninger af (fortrinsvist) klassiske syngespil og musicals som “Elverhøj”, “Frøken Nitouche” og “The Sound of Music”. Og opsætningerne er generelt ganske velproducerede og med en flok professionelle scenekunstnere i det kreative team.
I dette års “Mød mig på Cassiopeia” er det skuespiller Jesper Dupont, der står for iscenesættelsen, mens koreograf Peter Friis og vokalcoach Johnny Jørgensen – for Gud ved hvilken gang i ét af landets sommerspil – får det bedst mulige ud af forestillingens unge sang- og dansetalenter.
Og særligt koreografierne lægger vi mærke til i årets forestilling på volden i Nyborg. Peter Friis har simpelthen boltret sig i de mange unge kvinders bare arme og ben, der stritter og stepper så lifligt rundt på scenen i Broadway- og ballroom-inspirerede koreografier. Det er fyldigt, levende og musikalsk, og det store ensemble eksekverer det aldeles glimrende.
Musikalsk ledsages de medvirkende af Susanne Vibæk Svanekiers svulstige orkester med både violin og blæsergruppe. Og selvom nogle af de stilmæssige valg er tvivlsomme, så er også musikken aldeles velspillet, lækkert orkestreret og tight, som man siger.
Desværre er Nyborg Voldspils genfortolkning af Folketeatrets genfortolkning altså ikke blevet fortolket til det bedre. Det, der blev til ren gak og mangel på poesi i Folketeatrets opsætning i sæsonen 2018/2019, det er blevet endnu værre i Nyborg. Og det er blevet til cirka 30 minutters ekstra løjer i forhold til Folketeatrets version, hvilket vi måske havde nydt mere, hvis noget andet til gengæld var skåret fra.
For mange af svaghederne i Folketeatrets version er samtidig bibeholdt. Det musikalske miskmask af melodier fra andre komponister og endog andre tider blander sig stadig mærkeligt ind i fortællingen. Og historien, der allerede i sin oprindelige form fra 1951 var temmelig ligetil, bliver stadig overfortalt med hovedpersonen John Berger i et jeg-fortællende ekstralag.
Heldigvis er den boblende amatørcharme dét, der er mest gennemtrængende i Nyborg Voldspils “Mød mig på Cassiopeia”. Glæden ved korsang og fællesdans er smittende, og de komiske gags, der indimellem får så meget (for meget) plads, er henrivende udført.
Særligt er Jens Hauvgaard Jepsen igen i år et komisk aktiv for voldspillet, når han med sine naturlige funny bones gør rollen som regissør Mogensen til komediens midtpunkt. Og Benjamin Holmstrøm Nielsen og Emil Nielsen er skønne som de platte vinduespudsere, der skriger deres støjende pudselyde ud i luften. Endelig er der et herligt samspil imellem Merete Beltoft og Torben Bonde Trolle i forestillingens modne romance imellem Tante Rosa og Zeus.
Vi kunne til gengæld ønske os lidt mere komik i de bærende roller, der bliver lidt for pæne i betrækket i forhold til de komiske bikarakterer omkring dem. Men Juliette Schaufuss er en gudesmuk Polyhymnia, hvis første erfaring med en fysisk kvindekrop bliver herligt teenager-hormonel. Og Christina Mosbæk får udmærket den spydige diva frem i sin Irene Berger. Begge får i øvrigt sunget nogle af musicalens kendingsmelodier ganske fornemt.
Michael Gade Thomsen får karakteriseret vores hovedperson, komponisten John Berger, som en temmelig jævn og smådistræt levebrødskunstner, hvilket passer udmærket ind i fortællingen. Han bliver dog mere affekteret og klassisk i sin spillestil, end nogen anden på scenen, hvilket får ham til at skille sig lidt uheldigt ud. Men han bliver også en mere interessant modvægt til Rasmus Mansachs‘ overdrevne – og temmelig irriterende – teaterdirektør samt Søren Frøstrup Elmelunds pæne, smukt syngende – og lidt kedsommelige – pilot Harry Smith.
Der er alt i alt ret meget i “Mød mig på Cassiopeia”, der ikke er blevet bedre i hænderne på Nyborg Voldspil. Men når smilende amatører i hobevis danser og synger under sommerhimlen, så kan det næsten altid anbefales. Og det gælder også i Nyborg, hvor vi griner hjerteligt og indimellem også får lejlighed til at nyde Kai Normann Andersens (og andres) uforglemmelige musik.
Forestillingen spiller til den 6. august 2022.
Manuskript: Flemming Lynge og Børge Müller | Musik: Kai Normann Andersen m.fl. | Bearbejdelse:Iscenesættelse: Jesper Dupont | Kapelmester: Susanne Vibæk Svanekier | Medvirkende: Michael Gade Thomsen, Juliette Schaufuss, Søren Frøstrup Elmelund, Christina Mosbæk, Jens Hauvgaard Jepsen, Rasmus Mansachs, Merete Beltoft, Torben Bonde Trolle, Annasara Andersen, Asbjørn Villebro, Emma Normann Hansen, Benjamin Holmstrøm Nielsen, Emil Nielsen m.fl. | Sang- og korinstruktør: Johnny Jørgensen | Scenografi: Nikolaj Heiselberg Trap | Kostumedesign: Birgitte Nisbeth | Koreografi: Peter Friis | Produceret af: Nyborg Voldspil
Del med dit netværk
