ANMELDELSE: Mr. Marmalade, Odense Teater

Mr. Marmalade - Odense Teater
Jon Lange og Lea Baastrup Rønne Foto: Emilia Therese

4-årige Lucy leger far, mor og børn

Noah Haidles “Mr. Marmalade” på om den ensomme og oversete Lucy på 4 år er en tragisk, men hysterisk morsom komedie.

★★★★★☆

For tiden strejker skolebørn for klimaet. På deres hvide T-shirts er dommedagsudsagn malet i alle regnbuens farver. Budskabet er kort opsummeret: Jorden går under, og de voksne gør ingenting. Som voksen – og tidligere barn – kan man godt blive bekymret for, om det øgede fokus på at lære børn om fremtidens grusomhed kunne risikere at tage deres ret til en ubekymret barndom fra dem.

I forestillingen ”Mr. Marmalade” på har den fireårige Lucy () en usynlig ven, der hedder hr. Marmelademand (). Han er forretningsmand med en stram kalender, men i dag har Lucy fået 10 minutter med ham til at lege teselskab, og så er det planen, at han kommer igen på torsdag.

Lucy er ikke et resultat af Greta Thunbergs skolestrejker for klimaet, men af ensomheden på børneværelset. Hun har en enlig mor, der tager afsted, selv om barnepigen er lidt forsinket, og barnepigen tager afsted, selv om Lucys mor ikke er kommet hjem endnu.

Mens Lucy er overladt til sig selv, drømmer hun om at finde kærligheden – den store kærlighed, som vi kender fra film, hvor violinerne spiller i baggrunden. Og når hun leger far, mor og børn, er hun moderen i køkkenet med et grædende barn på armen, mens hendes voldelige og drikfældige mand sidder foran fjerneren og råber ad hende. Vi får et indtryk af som mor, så datter.

Fuld gas på gakkethed

På trods af det dystre oplæg er ”Mr. Marmalade” en komedie, der virkelig sætter gang i klukkeværket. Vi griner ad de dybt karikerede karakterer – særligt den femårige Tommy () og Lucy, der begge både er børn og alt for voksne.

er vidunderlig som Lucy i sit struttende tylskørt. Hun holder ubesværet fast i den fireårige Lucys karaktertræk, mens hun kan manøvrere fra fornuftige argumentationer med et næsten akademisk udtryk til at trampe stædigt i jorden for at få sin vilje.

I Simon K. Bobergs iscenesættelse er der givet fuld gas på gakketheden, og understreger det crazy-komiske i det visuelle udtryk. Samtidigt lurer tragedien faretruende under overfladen. Begge børnene er blevet suicidale af tingenes tilstand. Som Tommy siger om barndommen: »Hvis det her er den nemme del af livet, så vil jeg ikke opleve den svære del«.

Forestillingen blander romantik a la Danielle Steel med bl.a. komediefilmene ”Alene hjemme” og Ibsens drama ”Et dukkehjem”. Den har dramatiske kvaliteter og er samtidigt tilpas underholdende. Slutningen havde nok haft større effekt, hvis den ikke var så komedieoptimistisk, men den gode stemning skal man nu heller ikke kimse ad.

Dramatiker: Noah Haidle | Oversættelse: og | Iscenesættelse og bearbejdelse: | Medvirkende: , , , , , og | Scenografi, kostumer og lysdesign: | Lyddesign: | Produceret af:

Del med dit netværk

Andre læste også ...