PTSD-ramte soldater på scenen

Fire hjemvendte soldater fortæller om udstationeringens og krigens pris i Tue Bierings sublime borgerforestilling ”My Deer Hunter”.

★★★★★☆

Tue Bierings borgerforestilling ”My Deer Hunter” sætter ikke spørgsmålstegn ved det politiske i Danmarks deltagelse i krig. Men den beretter om de menneskelige omkostninger, som vores udsendte soldater betaler.

Fire PTSD-ramte krigsveteraner står på scenen og fortæller deres egne historier. Vi hører om tiden før, under og efter udsendelsen og om de traumer, de tog med sig hjem derfra.

En sergent, en oversergent, en vognkommandør og en kampsoldat. De tager høreværn og solbriller på, når der i forestillingen kommer høje lyde eller skarpt lys. Flere gange taler de om at gøre en ende på tilværelsen. Lykkeligvis for os er de stadig i verden, så vi kan høre deres beretninger.

I rollen som sig selv

“Hvordan har jeg det i dag? Jeg har egentlig ikke lyst til at stå her.”

Genren borgerteater, der skifter skuespillerne ud med privatpersoner – og ofte også skifter dramatikeren ud med personernes egne historier – har primært sin styrke i, at fortællingerne bliver ægte. Selv når en skuespiller er allermest troværdig, er vi bevidste om afstanden imellem personen og rollen. I borgerteater er personen sig selv.

De danske bud på borgerteater har kun sjældent haft den effekt. Nogle gange har de medvirkende i borgerforestillingerne været for almindelige til, at forestillingen kunne bæres af deres beretninger, og andre gange har man givet for mange instruktioner eller replikker til borgerne, så det efterhånden blot er blevet til en amatørforestilling.

I ”My Deer Hunter” har i det store hele begrænset sine instruktioner til det mest nødvendige for at skabe dynamik og fremdrift i forestillingen. Nogle få gange svipser det dog. Det gælder især, når en medvirkende skal sige noget bestemt, imens vedkommende også går et bestemt sted hen. Så virker det pludselig meget instrueret.

Men det sker kun få gange. Resten af tiden er de medvirkende særdeles troværdige, og vi har stor sympati for dem alle fire. Og da forestillingen er slut, rejser vi os i respekt for, at de har valgt at dele historierne med os. Også selv om de egentlig ikke har lyst til at stå der.

Umuligt at forestille sig

Vi kan ikke sætte os ind i det, de har oplevet. Vi kan forstå idéen om, at PTSD-ramte kan genopleve de værst tænkelige krigsscenarier, når de hører skrigene fra Tivolis forlystelser eller går forbi en slagters butiksvindue. Men vi kan slet ikke forestille os, hvordan det opleves.

Men formålet med ”My Deer Hunter” må være at forsøge at beskrive det for os. Og det formår de fire medvirkende og især . Vi kan høre skudsalverne omkring os. Vi mærker den skærpede hørelse, og hvordan pludselige lyde bliver metalliske og selvforstærkende.

Og ikke mindst lærer forestillingen os at forstå mennesket bag uniformen, når vi ser barndomsbilleder af dem og hører om ambitionerne og drømmene.

Der er tale om en utroligt velproduceret forestilling, hvor både scenografi og iscenesættelse på smukkeste vis bidrager til at fortælle om den virkelighed, som vi ikke selv kan se. Derfor er ”My Deer Hunter” af Fix&Foxy og en sublim borgerteaterforestilling.

Forestillingen spiller på Frederiksberg til den 5. december 2020.


Iscenesættelse: Medvirkende: Jonas Hjorth Andersen, Nicolai Stokholm Sondrup-Otsen, Palle Würtz og Sara la Cour | Scenografi:  | Lydkoncept: | Lyddesign: | Lys- og videodesign: | Produceret af: Fix&Foxy og

Del dette indlæg