Smuk og vellydende modernisering af “Orestien”

2500 år gammel, græsk klassiker er på vellykket vis moderniseret på Aarhus Teater, men “Orestien” bliver mere imponerende end spændende.

Aarhus Teater tager med forestillingen “Orestien” fat om en græsk klassiker, der blandt andet omhandler begyndelsen på et demokratisk retssamfund. Her få dage efter folketingsvalgets udskrivelse virker “Orestien” som en særdeles samtidsaktuel forestilling, selvom den har næsten 2500 år på bagen.

Forestillingen er en versionering af den engelske forfatter Ted Hughes (1930-1998) efter Aischylos’ klassiske trilogi. I opsætningen på Aarhus Teater er teksten yderligt bearbejdet af Runar Hodne og Hanne Lund Joensen.

En lydmur af Lydmor

Og det er blevet til en særdeles udtryksfuld forestilling. De pailletudsmykkede dragter, som alle e medvirkende bærer, funkler i lyset og giver genskin i spejlgulvet. Samtidigt akkompagnerer Jenny Rossander alias Lydmor forestillingen med ekspressivt elektronisk musik.

Og det er især det auditive og Ulrik Gads visuelle design, der fungerer bedst i Aarhus Teaters “Orestien”. Det fungerer til gengæld også i en helt ekstraordinær grad. Ikke mindst har lysdesignet og hele arrangementet omkring Lydmor en teaterkoncertlignende kvalitet.

Vi kunne godt se denne opsætning som en Lydmor-koncert, og indimellem ønsker vi faktisk, at det var det. Også de intense, rædselsfulde og næsten uudholdelige lydbilleder, som hun skaber som fortolkning af forestillingens handling, er dragende i en imponerende grad.

Modernisering af “Orestien”

Det er et rimeligt radikalt forsøg på at opdatere Aischylos’ klassiske værk, vi ser i Runar Hodnes opsætning på Aarhus Teater. Visuelt oplever vi det som et sciencefictionagtigt og næsten futuristisk univers.

Mennesket bliver med deres identiske dragter reduceret – eller ophøjet – til at repræsentere et fællesskab mere end et individ. Dette fællesskab forstår vi som demokratiet eller retfærdigheden. Med reference til den klassiske teatertradition sidder koret på publikumsrækkerne og reciterer deres replikker på vegne af os alle.

Men selvom tekstbearbejdelsen gør “Orestien” mere forståelig og relaterbar, så er replikkerne stadig en armslængde for kunstige til, at vi rigtigt kan lade os rive med af de sagte ord. Ikke mindst oven på forsøget med spille forestillingens første del i foyeren, hvor de medvirkende går imellem os. Til dén udfordring for vores koncentration er teksten simpelthen for besværlig.

Derfor bliver hele moderniseringen mere intellektuelt imponerende, end rent performance- og udtryksmæssigt spændende. Kort sagt; vi kan nemt komme til at kede os, selvom aktualiseringen faktisk er lykkes på adskillige planer.

Forestillingen spiller på Aarhus Teater til den 6. juni 2019.

Skrevet af: Aischylos i en version af Ted Hughes | Oversættelse: Pia Juul | Tekstbearbejdelse: Runar Hodne og Hanne Lund Joensen | Iscenesættelse: Runar Hodne | Medvirkende: Nanna Bøttcher, Jens Gotthelf, Mette Klakstein Wiberg, Peter Hald, Emil Prenter, Asta Kamma August, Christian Hetland, Rikke Lylloff og Lydmor | Musikalsk komposition og lyddesign: Lydmor | Visuelt design: Ulrik Gad | Kostumedesign: Mark Kenly Domino Tan | Produceret af: Aarhus Teater