Smukt vikingespil med vrøvlet manuskript
Sluddertekst og skidt amatørskuespil er en torn i øjet på et ellers smukt og teknisk velproduceret “Ringguldet” fra Jels Vikingespil.
★★★☆☆☆
Sommeren byder hvert år på et væld af teateroplevelser, der dels foregår under åben himmel, dels beviser en enorm opbakning fra frivillige lokale i hele landet.
I Sønderjylland er Jels Vikingespil en tilbagevendende begivenhed, som måske mest adskiller sig fra andre lokale sommerspil, ved at publikum består af både børnefamilier, MC-klubber og hobbyvikinger med tveskæg og lærredssærk.
Jargonen i årets forestilling ”Ringguldet” understreger publikums umiddelbare sjælsfællesskab med vore asatroende forfædre. En replik som »der er ikke andet end problemer med de kristne« vækker genklang hos publikum. Men det er også ét af manuskriptets eneste succeser.
”Ringguldet” handler om Gorm den Gamle, der rejser til Jylland for at vinde kongemagten med guld og godt humør. Her bliver han gift med den bomstærke Thyra, som er medvirkende til at samle Danmark og oprette forsvarsværket Dannevirke.
Historien er god, men også overpyntet, i forhold til hvad danmarkshistorien kan bakke op om. Men i Jels hepper vi på vikingerne, og vi har jo både som nation og mennesker tradition for at pynte på de kedeligste sider af os selv.
I det hele taget er manuskriptet en slem omgang sludder og et endnu værre sammenkog af ældgamle, halvgamle og moderne udtryk. For os med sprogøre skærer det stygt i trommehinden, mens det for middelalderentusiaster må være decideret tåkrummende at lytte til.
Når det er sagt, så er det heller ikke manuskriptet, der er i fokus i Jels Vikingespil. Men hvad det så er, er svært at pege på. Noget kunne tyde på, at man har prioriteret æstetikken. Scenografien og kostumedesignet er særdeles veludført, og de tekniske effekter i både scenekonstruktionen, lyset, røgen og flammerne synes kompromisløst udført.
Der er heste på scenen og et vikingeskib i vandet. Og de bliver ikke bare pendulerende billeder ligesom hestene i Det Kongelige Teaters ”Kong Arthur” ved Moesgaard Museum. Både heste og skib bruges aktivt og naturligt i forestillingen, og dermed spiller Jels Vikingespil ikke blot med musklerne i ”Ringguldet” – det giver også Det Kongelige Teater alvorligt baghjul.
Amatørskuespillerne er en del af charmen i sommerspillene. I Jels har man optaget skuespillernes replikker i forvejen, så skuespillerne mimer til et fastlagt lydspor af deres egne stemmer, musik og effekter. Det gør lyddesignet ganske godt – nærmest filmisk.
Men det kræver et stort talent at indtale replikker naturligt i et studie, og det kræver et endnu større talent at mime naturligt. Amatørerne her bliver med få undtagelser så amatøragtige, at charmen ved dårligt skuespil er svær at få øje på.
Manuskript: Thomas Howalt | Iscenesættelse: Louise Schouw | Medvirkende: Janus Lynggaard, Tina Planitzer og Carsten Weitling m.fl. | Scenografi: Sandra Møller Svendsen og Jannie Rask de Vitt | Fægteinstruktør: David Owe | Lyddesign: Kim Eskesen | Lysdesign: Clement Irbil | Produceret af: Jels Vikingespil