ANMELDELSE: Ugens Rapport, Det Kongelige Teater

”Ugens Rapport” både karikerer, parodierer og portrætterer

skildrer storhedstiden hos Ugens Rapport, hvor Kurt Thyboe stod for journalistikken bag de bare bryster på forsiden.

★★★★☆☆

Var mandemagasinet Ugens Rapport porno eller banebrydende journalistik? Begreber som new journalism og gonzojournalistik, der brød frem som stilarter især i 1970'erne, flyder på den excentriske redaktion under Kurt Thyboes ledelse fra 1971-1981. Nu skal journalisten ikke blot observere, men skal opleve og fortælle.

Imens laver bladets bestyrelse analyser over, hvor meget bryststørrelse, hårfarve og kønsbehåring har indvirkning på bladsalget. Og netop dén publicistiske identitetskrise er, hvad Det Kongelige Teaters opsætning ”Ugens Rapport” omhandler.

Men det er kun ét spor i Andreas Garfields halvdokumentariske og stærkt underholdende karikatur af magasinet. Et andet spor er et kærligt portræt af Kurt Thyboe som den mytiske frontfigur, inspirator, fader og leder på redaktionen. Et tredje spor er tidsånden, de nøgne forsidepiger, kvindebevægelsen, bajerne på skrivebordet, musikken, økonomien og forandringerne.

Ugens Rapport - Det Kongelige Teater
og . Foto: Camilla Winther

står bag idéen og den indledende research til en forestilling om Ugens Rapport, der tager udgangspunkt i bl.a. Kurt Thyboes egne beretninger. Siden er pennen overdraget til dramatikeren , der med et utroligt overblik og en betragtelig portion humor har formået at samle forestillingen til et sjovt, spændingsfyldt og rørende tilbageblik.

Instruktør har tilsyneladende grebet opgaven an, som han ville have gjort, hvis der stod Holberg eller på manuskriptet. I hvert fald er alle karaktererne stærkt fortegnede – nærmest overparodierede – og med dybt komiske antræk. Og mange af scenerne er båret af komiske situationer.

Eksempelvis bliver Wulff (), der lige er kommet hjem fra en reportagetur til Cambodja, portrætteret som en blanding af samtlige film-alfahanner fra Sylvester Stallone til Clint Eastwood i én person. Og Viffert (), da han har tabt nøglerne til sin kærestes lejlighed, griber chancen for at lave en beretning fra et indbrud, mens han tager den halsbrækkende kravletur op ad nedløbsrøret.

Ugens Rapport - Det Kongelige Teater
. Foto: Camilla Winther

Den stærkeste karaktertegning får vi af , der spiller rollen som Kurt. Hans mund ligner Kurt Thyboes. Han taler og gestikulerer på samme måde, og han får de amerikanske vendinger flettet ind i sine sætninger, som vi kender det bedst fra Kurt Thyboe.

Man skal altså indimellem gribe sig selv i at tro, at det er Thyboe selv og ikke en skuespiller, der står på scenen. Og samtidig er balancen imellem at karikere, parodiere og portrættere ramt perfekt af .

Rent visuelt domineres forestillingen af en boksering som orkesterpodium og nogle amerikanske billeder som bagtæppe. Disse valg giver teoretisk mening som referencer til Kurt Thyboe og de amerikanske strømninger hos Ugens Rapport. Men de virker også ret aparte i forhold til historien, der altså stadig er temmelig danskpræget.

I de øvrige scener er Palle Steen Christensens scenografi og kostumedesign – sammen med Clement Irbils lysdesign – ganske velfungerende. Og som stemningsskabende lydkulisse er tidens hits aldeles velspillede af de tre kvinder i orkestret med som kapelmester.

“Ugens Rapport” spiller i Skuespilhuset i København til den 4. juni 2022.


Idé:  | Manuskript:  | Iscenesættelse:  | Medvirkende: , , , , , , , og | Kapelmester: | Scenografi og kostumedesign:  | Lysdesign:  | Produceret af:

Del med dit netværk

Støt mortenhede.dk

Hvis du sætter pris på mine anmeldelser og gerne vil støtte mit arbejde, så kan du overføre en donation via MobilePay. På forhånd tak for dit bidrag! ♡

Klik på knappen herover, eller indtast koden direkte i MobilePay-appen:
9610GW