“Sne” er hyggelig og underholdende trods sine problemer

Bornholms Teater ender desværre sin bornholmerkrønike lidt for langt fra det lokale afsæt, der gjorde trilogiens første dele interessante.

★★★☆☆☆

På det tudsegamle Rønne Theater, hvor de undseelige ydre dækker over et både moderne, gennemrestaureret, hyggeligt og rummeligt teaterhus, spiller man i disse dage den tredje og sidste del af teatrets bornholmerkrønike. Tre forestillinger, der er “nyskrevet dansk dramatik med et bornholmsk fokus og afsæt”, som det hedder på teatrets hjemmeside. Men det bornholmske islæt synes at sygne hen igennem trilogien.

Først var det dramaet “Besat” (2019) af Jesper Bræstrup Karlsen, der satte smerteligt fokus på den befrielse, vi fejrede i resten af Danmark om aftenen den 4. maj 1945 og de efterfølgende dage, mens bomberne stadig føg om ørene på bornholmerne. Derefter kom musikforestillingen “Fisk” (2021) af Thomas Markmann, hvor vi følger en gruppe mennesker på og omkring en fiskefabrik, der rammes hårdt af EU-regulerede fangstkvoter. Også her satte forestillingen fingeren på et ømt punkt i nyere bornholmsk historie, omend fiskerikrisen ikke kun ramte Bornholm.

Endelig er “Sne” af Rhea Leman en surrealistisk farce, der tager udgangspunkt i snestormen i 2010, der ramte hele landet, men hårdest på Bornholm. Men foruden en vag sidehistorie om en søn, der er strandet i Sverige og derfor ikke kommer hjem til jul, så er snestormen irrelevant for dramaturgien. Det er kun de mytologiske væsner på Bornholm – også kaldet de underjordiske – der ligesom nisser blander sig i menneskenes liv, samt en håndfuld bornholmske referencer, der antyder en forbindelse til øen. Som led i en bornholmerkrønike med “bornholmsk fokus og afsæt” synes forestillingen altså helt afmarcheret.

Når det er sagt, så slipper Rhea Leman afsted med et manuskript, der rummer både komik og drama, og som kombinerer et let og småbanalt udtryk a la sæbeopera med en surrealistisk, unheimlich eventyrfortælling. Der er både ægteskabelige problemer og utroskab i gærde i det nære kammerspil, mens globale klimaforandringer og det overmenneskelige raser uden for terrassedøren.

I sin iscenesættelse har Rhea Leman også formået at få disse forskellige udtryk til at harmonere, så det ender som en ganske gennemført farce ledsaget af akrobatiske og tekniske indspark.

Selve farce-elementet bæres i høj grad af Mads M. Nielsens gedigne komediesans i rollen som familiefaderen, seriefallitten og den hanrej ægtemand August Erik. Han karikerer den elskelige og godtroende Ole-opfinder-type, så vi falder pladask for ham som forestillingens (anti-)helt. Og han er ikke bange for at overdrive sit udtryk, hvilket gør ham ideel i en hovedrolle i farce-genren.

Alexander Clement er lige så karikeret, men i en mere afdæmpet facon, som den smarte succes-kok med en stribe vellykkede restauranter bag sig. Og det er især i de små reaktioner og de veltimede replikker, at han finder komikken frem, hvilket også er aldeles vellykket – særligt som en birolle og den dramaturgiske antagonist.

Hos både Mette Marckmann – som spiller hustruen Alice – og Emma Silja Sångren – i rollen som den underjordiske Ellen – er der desværre ikke meget at komme efter. Dette synes dog langtfra at skyldes manglende evner, men snarere nogle temmelig flade karakterer, der ikke har fået opmærksomhed nok af Rhea Leman hverken i skrivefasen eller iscenesættelsen.

“Sne” er en usædvanlig forestilling på flere punkter. Det er ikke hverdagskost at se et regulært kammerspil, hvor mytologiske væsner huserer i stuen. Lige så usædvanligt er det at se teater med akrobatik og pole dance som verfremdungseffekter. Og ikke mindst er det sjældent, at vi kommer sådan i julestemning af en forestilling i slutningen af august, mens termometeret stadig når over de 20 grader. Men fordi den underholder og hygger os, er den værd at se, trods sine problemer.

Forestillingen spiller på Bornholms Teater til den 10. september 2022.

Tekst og iscenesættelse: Rhea Leman | Medvirkende: Mette Marckmann, Emma Silja Sångren, Alexander Clement og Mads M. Nielsen | Scenografi: Julie Forchhammer | Produceret af: Bornholms Teater