Pixelfejl i majestætens scenografi
”Snedronningen” er en smuk og velfortalt ballet, men storskærmenes indtog i teatret sætter sorte pletter på dronningens scenografi.
★★★★☆☆
En popdronnings musik og en ægte dronnings æstetik giver Tivoli Balletteaters opsætning af ”Snedronningen” et kunstnerisk udtryk ud over det sædvanlige. Og på scenen fortælles historien klart og forståeligt med fine balletpræstationer og en munter koreografi.
På store skærme, der fylder hele scenen, projiceres dronning Margrethes kunstfærdige kulissetegninger i oliefarver. Tegningernes fysiske fladhed kombineret med deres farvedybde får scenografien til at minde os om en smukt illustreret pop op-børnebog eller et sirligt dekoreret dukketeater.
Og det passer ganske glimrende til forlægget – nemlig H.C. Andersens klassiske eventyr om børnene Gerda og Kay og deres farefulde rejse ind i voksenlivet.
Ud fra højttalerne strømmer musik og lydbilleder komponeret af Nanna Øland Fabricius (også kendt som Oh Land). Man skulle egentlig tro, at der var for langt fra guld- og platinpladebelønnet elektropop og ind på balletscenen. Men ”Snedronningen” lyder altså som Oh Land. Og lidt som Tjajkovskij og Ravel, hvilket jo ikke er nogen skam.
Musikken spilles af et mindre liveorkester med klassiske instrumenter og ledsages af en række elektroniske og vokale akkompagnementer. Og Ølands ekstreme musikalitet går i fuldkommen symbiose med russiske Yuri Possokhovs muntre og moderne balletkoreografi. Han kan umærkeligt kombinere fransk ballettradition med pole dance og akrobatik – og det bliver det ikke mindre balletagtigt af.
Der er altså kun gode ting at sige om det kreative trekløver bestående af koreograf Yuri Possokhov, komponist og lydkunstner Nanna Øland Fabricius og scenograf og majestæt dronning Margrethe. Og næsten lige så godt ser det ud, når det kommer i fødderne på Tivoli Balletteaters stærke og alsidige kompagni. Smukt på tå, men indimellem lige til den tunge side.
Desværre lever vi i en teknisk tidsalder, hvor tegninger ikke bare kan være tegnede, men også skal animeres og skaleres og transmitteres til storskærme. Og teknik fejler jo indimellem. Det betyder, at Hendes Majestæt Dronningens scenografi er behæftet med glimtvise udfald i form af sorte pletter på pizzabakkestørrelse igennem hele forestillingen.
Det er da ærgerligt, at vi efterhånden ser mere teknik end dramatik på teatrene, mens de gamle teatermalere sidder arbejdsløse nede i salene og tænker på, hvor sjældent de ved en fejl kom til at male sorte firkanter på kulisserne.
Og når nu ”Snedronningen” netop handler om splinten i øjet, der får os til at overse ægte skønhed og foretrække det kunstige, så ville det være interessant at høre, hvad H.C. selv ville synes om teaterteknik anno 2019.
Scenografi og iscenesættelse: H.M. Dronning Margrethe II | Koreografi: Yuri Possokhov | Libretto: Camilla Hübbe | Efter eventyr af: H.C. Andersen | Komponist: Nanna Øland Fabricius | Medvirkende: Allan Clausen, Allan Nielsen, Ángel Juárez López, Carlos Garcia, Celeste Hauser, Christina Cecchini, Eveline Drummen, Giovanni Messeri, Glauber Silva, Giuseppe Salomone, Hector Ortega Gonzalez, Helena Casado, Holly Taylor, Isabelle Greenwood, Itsuki Oomori, Jennifer Wagstaffe, Kei Tanaka, Laureline Epaulard, Laurie Nielsen, Luca Varone, Madeleine Purcell, Mika Omori, Natalia Palshina, Natsuka Abe, Robert Thomsen, Sakura Tnoue, Sara Shirokoma, Théodore Poubeau, Tommy Edvardsen, Tori Cooper, Vania de Rosas, Vilda Vardar, Vincent Vernal m.fl. | Musik: Tivoli Copenhagen Phil | Videodesign: Morten Just | Lysdesign: Al Crawford | Lyddesign: Henrik Christiansen | Produceret af: Tivoli Balletteater
Del med dit netværk
