Skrigende halse og teenagerdronning

Sød og professionelt produceret amatøroperaversion af Brødrene Grimms ‘Snehvide’ med en vis mængde eventyr, bittesmå balletdansende dyr og antydninger af opera hos solisterne.

Med den første udgave af operafestivalen GrowOP! – der blev afviklet 11.-26. november og er tænkt som en tilbagevendende begivenhed – har man etableret en festival, der fokuserer på mødet mellem opera og børn/unge. 

I årets festival deltog en af initiativtagerne,  Operaen i Midten,  bl.a. med operaen ‘Snehvide’, der er en professionel produktion, men med børn og unge i de fleste roller på scenen.

Således deltager Midtvest Juniorkor fra Den Jyske Sangskole i nogle ensemblefunktioner, ligesom Det Kongelige Teaters Balletskole Holstebro medvirker med nogle af de helt små dansere. Solisterne og musikken kommer fra Operaen i Midtens Talentlinje og dets Orkester.

Operaen i Midtens ‘Snehvide’, der havde verdenspremiere i MCH Herning Kongrescenter, har  tekst af skuespilleren og huskunstneren Lars Oluf Larsen og musik af den amerikanske producer Paul Schwartz. Den spillede sidenhen i Musikteatret Holstebro, hvor egnsteatret Operaen i Midten hører til.

De store forskelle og de små mennesker

I denne version af ‘Snehvide’ er skovens dyr blevet dyrket. I Grimms oprindelige nedskrivning af folkeeventyret medvirker kun en ugle, en ravn og en due, som til sidst græder over Snehvides kiste. Hos Operaen i Midten er der ræve, harer og hjorte (fortrinsvist af Det Kongelige Teaters Balletskole Holstebro), der springer rundt på scenen, og fortælleren i forestillingen er vaskebjørnen Racon.

På den måde appellerer denne version i høj grad til børnene og de disneyficerede voksne blandt publikum, og scenisk fungerer balletbørnene godt som en dansende dyrekulisse.

En anden væsentlig forandring i forhold til Brødrene Grimms version er, at de syv dværge i denne forestilling ikke er dværge, men forældreløse De Skrigende Halse-agtige punkbørn, der – også udtalt – trænger til en mor. Hos Grimm er det dværgene, der beskytter Snehvide, og hos Operaen i Midten er det Snehvide, der passer på børnene.

Er det for at appellere til børnene? Eller nærmere til forældrene?

Desuden er kongesønnen introduceret langt tidligere i operaen, hvor han præsenteres som en fredsskabende prins fra nabolandet, som Snehvides kongerige ligger i en langvarig krig med. Helt Romeo & Julie-agtigt vil kærligheden imellem de to unge skabe fred imellem de stridende riger. Den digtning giver god mening og tilføjer en interessant nuance til fortællingen.

Er operaen stadig et eventyr?

Til gengæld er historien beskåret således, at den onde stedmor kun kommer én gang til Snehvide med det forgiftede æble, og hverken snørebåndet eller kammen kommer derfor i spil. Stramningen giver også god mening, men konventionen om gentagelser, som nærmest er afgørende for, at et folkeeventyr genremæssigt er et folkeeventyr, går fløjten med den beskæring.

Det samme gælder prinsen, der kommer ind som helten – ja, nærmest hovedpersonen – i begyndelsen af operaen, hvor han interagerer med jægeren. Det bryder med folkeeventyrets konventioner om, at der kun er én hovedperson, og at to personer som udgangspunkt skal agere som hinandens modsætninger.

Men jægeren og prinsen er ikke hinandens modsætninger, selvom de heller ikke har præcist de samme motivationer – slet ikke hen imod slutningen.

Det er, som om jægerens rolle er blevet delt i to i begyndelsen af forestillingen, men da det ikke i sig selv har fungeret, har man justeret jægeren i en retning, hvor han til sidst bliver mere stedmoderens medsammensvorne, end Grimms eventyr i første omgang lægger op til.

På den måde er operaen inkonsekvent i forhold til folkeeventyret som genre, men også i forhold til den oprindelige og velkendte version af ‘Snehvide’.

Kæk libretto og en pubertetsramt dronning

Men Operaen i Midtens ‘Snehvide’ er produceret og iscenesat på professionel vis, og der er ligeledes mange kvaliteter i scenografien og kostumerne.

Sprogligt er Lars Oluf Larsens libretto nogle gange en anelse for kæk. Da de syv børn går ud på arbejde – som i øvrigt består i at skaffe guld og værdigenstande, som de kan sælge og leve af – synger de på et tidspunkt i kor: ”Snehvide, Snehvide, før var vi ude at skide!”

Samtidigt er solisterne blot unge talenter. Den onde stedmor, dronningen, som Brødrene Grimm beskriver som stolt og hovmodig, bliver i denne version til en hysterisk og pubertær teenager, hvilket synes mere komisk end dramatisk. Og sangstemmerne hos solisterne er, helt generelt, et ganske langt stykke fra, hvad man kunne forvente sig af professionelle operasangere.

Operaen i Midtens ‘Snehvide’ er derfor en fin og velproduceret operaversion af det kendte eventyr, og den fungerer derfor fint som indgang for børn og unge, der ikke er operavante. Og den hylder kvaliteterne ved glade amatørskuespillere og -sangere. Men den er som opera ikke repræsentativ for, hvad opera kan som kunstform.

---

Komponist: Paul Schwartz | Librettist: Lars Oluf Larsen | Iscenesætter: Pernille Elimar | Medvirkende: Solister fra Operaen i Midtens Talentlinje, Midtvest Juniorkor fra Den Jyske Sangskole og Det Kongelige Teaters Balletskole i Holstebro | Musik: Orkester v/ Operaen i Midten under ledelse af Flemming Vistisen | Scenografi og kostumer: Jan de Neergaard | Lysdesign: Kristoffer Lystek | Lyddesign: Kristian Kühnel | Produceret af: Operaen i Midten