ANMELDELSE: Sweeney Todd, Det Kongelige Teater

“Sweeney Todd” fejler fatalt i Operaen

Operasangerne tilfører vokalt overskud til nogle af de krævende sange i musicalen ”Sweeney Todd”, men der er ikke meget musical over det.

★★☆☆☆☆

Er ”Sweeney Todd” en musical eller en opera? Det spørgsmål stiller vi hinanden i bussen på vej til Operaen, og vi spørger hinanden igen, når vi kører hjem. Det paradoksale er, at hvis man læser Det Kongelige Teaters programtekst – som lyder som en forsvarstale – så er teatret også selv i tvivl om det. Men svaret er faktisk temmelig indiskutabelt: ”Sweeney Todd” er en musical.

Men forvirringen giver mening, for den er musikalsk langt mere kompleks end de fleste andre musicals, og den tragiske handling forbinder vi normalt ikke med musicalgenren. Og det er da også ét af musicalens problemer, at dens solosange nogle gange udfordrer musicalperformerne ved at være for krævende.

I denne version, hvor altså besætter musicalen med operasangere, er det tydeligt at mærke, at solisterne er langt mere komfortable vokalt. Til gengæld er de udfordrede af musikkens tempo, replikkernes udtale og skuespilteknik generelt. Og det er helt forståeligt og forventeligt. Hvis gav sig i kast med ”Tosca”, ville vi nok også savne operasangere på scenen.

Lad os derfor blot glædes ved, at vi fik hørt nogle skønne vokalpræstationer fra de fleste af solisterne. For ellers er der desværre ikke meget at glæde sig over.

Forestillingen fejler nemlig på en lang række kritiske punkter. For det første er lyden fra højtalerne ganske forfærdelig. Vi ser som regel igennem fingre med en smule kuk i teknikken til en premiere, men denne aften virker det mest som en afvikler, der er faldet i søvn hen over mixerpulten. Og det bliver ved, mens ingen tilsyneladende har tænkt sig at gøre noget ved det.

For det andet er James Brinings iscenesættelse så gennemgående uinteressant og samtidig voldsomt usammenhængende, så vi aldrig bevæges, men konstant frustreres over at se potentialet blive skyllet ud i rendestenen sammen med teaterblodet. Præcis det samme gælder Colin Richmonds scenografi, der dels ligner noget, vi har set hundrede gange før, og dels fuldkomment modarbejder musicalen og dens medvirkende.

Og der er så uendeligt meget mere, der burde kritiseres. Vi er tidsmæssigt forvirrede, dialekterne roder sammen, vi får genrekvababbelse, og de medvirkende spiller enten for meget eller for lidt og kun sjældent med hinanden.

De to stjerner gives for solister, der virkelig kan synge, når de får lov at synge alene. Og det gør de heldigvis en del. Det bidrager med noget til musicalen, vi ikke ser eller hører normalt. Alligevel bør alvorligt overveje at tage den af plakaten og bruge krudtet på noget andet. Hvad med en opera?


Af: Stephen Sondheim | Iscenesættelse: | Medvirkende: , , , , , , , , og Musik: under ledelse af | Scenografi og kostumedesign: | Lysdesign: Koreografi: Produceret af:

Del dette indlæg