Selvforgyldt Madame Nielsen som martyr i “Verdensfrelserinden”
Madame Nielsen står lidt i vejen for budskabet i centrum af performance-forestillingen “Verdensfrelserinden” på Sort/Hvid og Teater Momentum.
★★★☆☆☆
Claus Beck-Nielsen erklærede sig død i 2001. Siden har Beck-Nielsen virket under navne som Das Beckwerk og Madame Nielsen. Og det er sidstnævnte Madame Nielsen, der sammen med Christian Lollike står bag værket “Verdensfrelserinden”, som er skabt i et samarbejde mellem The Nielsen Movement, Sort/Hvid og Teater Momentum.
På scenen står Madame Nielsen som i et onewomanshow med en strygerkvartet bag sig. Nielsen vakler på sine høje stillethæle og bliver underligt immobil at betragte. Nielsen synger, men det er langtfra skønsang. Og som skuepiller er Nielsen et virvar af udtryk.
I det hele taget bliver forestillingen uklar og kaotisk. Og personen Madame Nielsen bliver centrum i forestillingen, hvorved vi reelt går glip af det budskab, som burde være i centrum. Og det er virkelig en skam, for konceptet er ellers velfungerende, strygerkvartetten Halvcirkel er vidunderlig, og Mads Emil Nielsens lyddesign er magisk. Her var faktisk et godt bud på et teaterværk, der kunne provokere os til klimahandling.
Men i stedet bliver det et Madame Nielsen-show, der er høj på sig selv, mens publikum tilfangetages i en genreforvirret musik-comedy-teater-performance.
Martyr Nielsen
Madame Nielsen fremlægger forskellige løsningsmodeller for verdens frelse. Nogle af dem er måske gangbare, selvom de godt nok mest betragter verdens ødelæggelse som en direkte konsekvens af menneskets udvikling. Okay, boomer. Andre modeller er mere reelle løsninger, men også temmelig umenneskelige. Og måske er det netop forestillingens stærkeste pointe: Vi må give afkald på vores menneskelighed for at redde planeten.
Løsningerne er alle radikale, og de sender hilsner til nogle af fortidens (og måske fremtidens) dystre epoker. Her tager Madame Nielsen skikkelse af både Prædikant Nielsen, Kammerat Nielsen, Sergent Nielsen og Søster Nielsen. Det hele ender i et selvforskyldt og selvforgyldt martyrium i folketingssalen på Christiansborg.
Og når vi forlader salen, har vi én af to indstillinger til jordens undergang. Enten er vi klar til handling, men er forvirrede omkring løsningen. Eller også stemmer vi i med den tysker, der dukker op i forestillingen og siger: “Das ist zu spät!”
Fremragende lyd
Strygerkvartetten Halvcirkel er et af forestillingens bedste greb. Med bittesmå bevægelser med buen skaber de en fremragende musik- og lydoplevelser som akkompagnement til forestillingen.
Det bliver muliggjort og forstærket af Mads Emil Nielsen, der på den ene side formår at få alt fra Nielsens mikrofon til de fire strygere til at lyde afbalanceret i rummet, mens han på den anden side skaber en diskret lydkulisse af lyde fra jubelkor til eksplosioner, der kan mærkes langt mere end høres. Og lyden af en løvrive i metal, der skraber hen over cementgulvet – fremragende lyd!
“Verdensfrelserinden” er en af den slags performances, man vil huske. Ikke nødvendigvis for at lykkes, men for at gøre sig bemærket. Og for dét skal den have tak for at være kommet, selvom det er med et års forsinkelse.
Forestillingen spiller på Sort/Hvid i Kødbyen til den 19. juni, samt på Teater Momentum i Odense den 7.-9. september 2021.
Koncept: Madame Nielsen og Christian Lollike | Iscenesættelse: Christian Lollike | Medvirkende: Madame Nielsen | Musik: Halvcirkel | Scenografi: Mie Riis Christiansen | Lysdesign: Morten Kolbak | Lyddesign: Mads Emil Nielsen | Produceret af: The Nielsen Movement, Sort/Hvid og Teater Momentum
Del med dit netværk
