Riddersalen finder lys i mørket

Med den musikalske forestilling “Vintersilhuetter” inviterer Riddersalen på en poetisk tour de force igennem H.C. Andersens sorgfulde eventyr.

★★★★☆☆

Riddersalen på Frederiksberg har sat sig for at skabe en varm, hyggelig og poetisk forestilling med udgangspunkt i en stribe af H.C. Andersens fortællinger. Men er det overhovedet muligt? For i eventyrene om “Den lille pige med svovlstikkerne”, “Snemanden” og “Grantræet” ender det ikke spor muntert og lykkeligt: Død, smeltet og kasseret.

Er det meningen, at Storkøbenhavns skolebørn skal gå på juleferie med tungsind og sorgmod? Eller kan Riddersalen formå at tænde et lys i vintermørket?

På scenen møder vi skuespillerne Lisbeth Gajhede og Erik Olsen, samt sanger Sara Grabow og musiker Thomas Dinesen. De spiller sig selv – eller i hvert fald med sine egne fornavne. Lisbeth vil gerne skabe ægte julehygge i en stol ved siden af kakkelovnen og med en tyk eventyrbog i skødet. Erik vil meget hellere spille sin glansrolle som Klods-Hans. Men Lisbeth bestemmer, og hun sætter ham til at klippeklistre i stedet, og med en kvik ordre om “Stemning!” spiller Thomas søde melodier til.

Sara, der går rundt og undersøger lyde i teatret, som hun tror er tomt, bliver inviteret med til julehyggen. Men H.C. Andersens eventyr udfolder sig på scenen, og snart er det Sara, der med kåbe og en stor tændstik i hånden bliver den lille pige med svovlstikkerne. Men det bliver for trist, så de går videre til en anden fortælling. Og på den måde går de i gang med både “Den grimme ælling”, “Snemanden” og “Grantræet”, der alle bliver afbrudt, før det bliver for voldsomt.

Slutningen kommer vi dog ikke uden om. Snemanden må smelte, og grantræet må gå op i røg efter julens pragt. Sådan er eventyrene, og sådan er livet også. Men slutningen er også en begyndelse. Og på den måde bliver “Vintersilhuetter” en poetisk og rørende fortælling, som langt fra gør os triste, men fortryllede af livets eventyrlighed og det lys, der altid findes i mørket.

Varmere vintervejr

Anna Panduros tekst er glimrende skrevet og formår at danse omkring med nogle af H.C. Andersens største værker, uden at de bliver forhastede eller forklejnede. Tværtimod er det, som om vi får mange fortællinger i denne ene forestilling.

Til gengæld savner vi i den overordnede fortælling – den om de fire medvirkende på scenen, der skal forsøge at finde hyggen i den kolde vinter – en lille smule mere struktur i handlingen. Det føles som en noget turbulent vandring igennem forestillingen, mens den egentlige dramaturgi synes noget mager.

Herrerne vinder særligt på charmen og teknikken, hvad de savner skuespilmæssigt. Thomas Dinesen holder sig heldigvis mest til musikken, og Erik Olsen er også klart bedst, når vi kun hører hans stemme, mens hans fysik er beskæftiget med det lille dukketeater på scenen. Til gengæld er både musikken og dukketeatret til UG med kryds og slange.

Kvinderne præsterer generelt noget stærkere, men får også en del forærende i den scene, hvor pigen med svovlstikkerne dør og følger med sin bedstemor til paradiset. Det bliver, takket være H.C. Andersens tekstforlæg og den ledsagende version af “Lysets engel går med glans”, en meget smuk og bevægende scene. Et teaterøjeblik, som denne anmelder vil huske i mange år.

Da forestillingen er slut, er vi i dén grad blevet beriget med poesi. Og det er faktisk, som om vintergråvejret på Frederiksberg indeholder en lille smule mere varme og farve nu, hvor vi forlader Riddersalen. Den kvalitet har teatret alt for sjældent.

“Vintersilhuetter” spiller til den 20. december 2020.

Tekst: Anna Panduro frit efter H.C. Andersen | Iscenesættelse: Mikala Bjarnov Lage | Medvirkende: Sara Grabow, Lisbeth Gajhede, Erik Olsen og Thomas Dinesen | Scenografi, dukker og rekvisitter: Laurids Bøcher Poulsen og Sigurd Dissing | Kostumedesign: Pille Behrendt | Lysdesign: Sonja Lea | Lyddesign: Gregers Kjar | Produceret af: Riddersalen