ANMELDELSE: Amongst Shadows, Ambassaden

Solen står op, og Valdemar sagde, at i morgen er der atter en dag. Hartvig Hansen spiller sin soloforestilling Amongst Shadows på en måde, hvor kedsomheden bliver både morsom og intens.

4 af 6 stjerner

Hvad kan man forvente af en skuespiller alene i en forestilling uden ord og nærmest ingen rekvisitter. En time og ti minutters monolog uden replikker. Hvad skulle det egentlig kunne bidrage med? Åbenbart kan man forvente noget, der er sjældent i dag, hvor musicals og de konventionelle teaterforestillinger sælger flest billetter.

Dramaet begynder der, hvor der sker noget uregelmæssigt. Sådan er det som regel. I film skal der være et anslag. Hvem skal vi holde med? Hvad er der sket med vores hovedperson? Og som regel det vigtigste: Hvorfor starter filmen på netop dette tidspunkt og ikke et par uger tidligere?

Sådan er det som regel også på teatret, men i Amongst Shadows sidder vi i de første 30 minutter og ser på en mand, hvis dag forløber fuldstændig som planlagt. Og samtidig er det både morsomt, tankevækkende og pirrende for nysgerrigheden.

Hartvig Hansen, Amongst Shadows
Hartvig Hansen
Foto: Jakob Halskov

Hartvig Hansen spiller sin rolle med nærvær og opmærksomhed. Den fængslede mand, som har sine rutiner og helt faste rammer, spilles af en skuespiller, der er klar til at følge alle impulser, og som er villig til at gå i alle retninger. Rutinerne bliver i sig selv spontane.

Her ser vi en mand, som formodentligt sidder i fængsel for noget frygteligt – han har siddet indespærret i noget nær en evighed – og ham kommer vi til at synes om. For han har sine problemer hist og her, og vi håber bare, at det lykkes for ham. Vi ønsker ham det bedste, selvom vi helt sikkert er bedst tjent med, at han forbliver indespærret. Det er han måske også selv.

Forestillingen bryder med konventionerne, og samtidig har vi både point of no return og en nervepirrende slutning. Hartvig Hansen, der også selv er manden bag forestillingens tilblivelse, formår at trykke lidt på vore dårlige vaner og på vore daglige, perspektivløse småirritationer. Det er et tiltrængt trykkeri.

Hvad mener du? Skriv din kommentar her.