Solen står op, og Valdemar sagde, at i morgen er der atter en dag. Hartvig Hansen spiller sin soloforestilling Amongst Shadows på en måde, hvor kedsomheden bliver både morsom og intens.
Hvad kan man forvente af en skuespiller alene i en forestilling uden ord og nærmest ingen rekvisitter. En time og ti minutters monolog uden replikker. Hvad skulle det egentlig kunne bidrage med? Åbenbart kan man forvente noget, der er sjældent i dag, hvor musicals og de konventionelle teaterforestillinger sælger flest billetter.
Dramaet begynder der, hvor der sker noget uregelmæssigt. Sådan er det som regel. I film skal der være et anslag. Hvem skal vi holde med? Hvad er der sket med vores hovedperson? Og som regel det vigtigste: Hvorfor starter filmen på netop dette tidspunkt og ikke et par uger tidligere?
Sådan er det som regel også på teatret, men i Amongst Shadows sidder vi i de første 30 minutter og ser på en mand, hvis dag forløber fuldstændig som planlagt.
Du skal være logget ind for at kunne læse anmeldelser på mortenhede.dk.
Har du allerede et login? Log ind her.
Skal andre høre om dette?
