Svalegangen spiller rap-/dans-/skuespil-teater om forandringerne, der er planlagt i Gellerup. Forestillingen har grundlæggende kvaliteter, men savner stadig en grundig afslibning.
★★★☆☆☆
De grå fliser og de identiste blokke af parabol-behængte altaner giver assosiationer til et torv, som det kunne se ud i Gellerup lige nu – og det er også scenografien omkring forestillingen Bygning 4-7-12 på Teatret Svalegangen. Det hele handler om fornyelse, og hvordan man forholder sig til at være en del af den fornyelse.
“Vi har boet her i 15 år, og vi har aldrig haft lyst til at flytte,” siger det ældre, arabiske ægtepar, som forsøger at hitte hoved og hale i, hvorfor deres hjem skal rives ned og hele bydelen laves om. Spørgsmålet er, om “man kan beslutte en forandring”.
Vi møder liv, der leves på godt og ondt. I denne portrættering af Gellerups beboere bliver det mest på ondt. Hovedpersonen Jamal skal flytte ud, fordi hans blok skal jævnes med jorden, og det sted, hvor han gerne vil flytte ind, er endnu kun en arkitekttegning. Hvor i alverden skal han så være? I Tilst?
Jamal og alle de andre lokale fremstilles en anelse naive og uforstående, hvilket er et fint karaktertræk i forhold til forestillingens holdning; at disse mennesker er betydningsløse brikker i en beslutning, der er blevet truffet på et højere plan. Men uvidenheden hjælper ikke på vores syn på de personer, der egentlig bor i Gellerup. I sådan en iscenesættelse distancerer vi os desværre fra de personer, som vi egentlig skulle forholde os til.
En blandet fornøjelse
Der var store plusser og store minusser, når man ser på forestillingen ovenfra. Både dramatikerne og skuespillerne er nuværende elever på henholdsvis Dramatikeruddannelsen og Skuespilleruddannelsen ved Aarhus Teater. Og grundlæggende var præstationerne gode, men der er stadig plads til forbedring – der er altså ikke dømt tidlig sommerferie på teaterskolen.
Dramatikerne har skrevet individuelle scener, som er blevet samlet til en hel forestilling af instruktøren Per Smedegaard. Til tider blev sammensætningen lidt brutal, hvilket kunne tyde på, at for mange kokke stadig kan fordærve maden. Dramatikernes idéer og holdninger til forestillingen var ikke afstemte, så scenerne fik forskellige retninger og gjorde desværre den overordnede fortælling noget grumset.
Til gengæld indeholdt langt de fleste scener nogle rigtigt gode, smukke og sjove idéer. For eksempel møder vi både Gellerupparkens 1970’er-arkitekt og Helhedsplanens 2010’er-arkitekt. Sjovt setup! Og slutscenen er genial; den sætter præmissen på spidsen med ironi og humor.
To af skuespillerne vil jeg fremhæve. Max Raundahl Laursen kan spille komiske roller uden at latterliggøre dem, og han kan tilsyneladende spille lidt af hvert – ham kommer vi til at se mere til. Desuden var Marie-Lydie Melono Nokouda enormt smuk og sanselig som genfærd i brudekjole, og samtidig street og rendyrket vildskab som breakdancer i baggy pants.
I forestillingen spiller også rapperen Chadi Alderbas (Cha D) fra Gellerup, som optræder med sine egne sange, og disse syv musikalske indslag igennem forestillingen bliver iscenesættelsen farligste våben. Cha D har skrevet nogle virkeligt intense tekster, og kombineret med skuespillernes dans, koreograferet af René Brix, lyssætningen og de æstetiske videokollager, bliver Cha D’s sange de eneste egentlige tidspunkter, hvor vi for alvor får et budskab kastet i ansigtet. Chadi Alderbas er en kunstner, der har noget på hjerte.
Forestillingen spiller ind til den 18. maj 2013. Som et særligt tilbud kan beboere i postnummer 8220 – forestillingens udgangspunkt – købe billetter til 40,- kroner.
Læs også interviewet med Chadi Alderbas og dramatikeren Henrik Szklany: Dramatik og raptekster på Svalegangen