Natasha Brock har det fantastisk i “Natashaland”
Standupkomikeren Natasha Brock er på turné med sit tredje soloshow, “Ha’ det godt i Natashaland”, om at være uperfekt og tilfreds for det.
★★★★☆☆
Standupkomikeren Natasha Brock er i disse uger i færd med at gøre sig godt og grundigt folkekær med sin deltagelse i Vild Med Dans på TV2. Det afskærer hende dog ikke fra samtidigt at være på turné med sit nye soloshow, “Ha’ det godt i Natashaland”, som hun indleder med indforstået at fortælle, at hvis hun ser træt ud, så er det, fordi hun er træt.
Foruden en kommentar om, at hun ikke er kommet i den gode form, som hun var blevet stillet i udsigt, så handler showet ikke om Vild Med Dans. Titlen kommer fra et brud med en ekskæreste, som efter sigende skulle have skrevet det til hende i en sms. Og det viser sig, at hun faktisk har det ret fedt i “Natashaland”.
Når det er sagt, så er showet ikke ren pral. Hun dykker eksempelvis ned i sin gamle dagbog, hvorfra hun citerer sig selv som barn. Og det var ikke småting, der løb igennem hovedet på den 11-årige Natasha, hvilket vi nu får lov at fnise over sammen med hende. Hun fortæller også om, hvor godt et menneske hendes mand er, og hvordan det opvejer for, hvor lidt hun selv er det. Dermed får showet et skønt lag af selvironi, som passer fortrinligt til hendes lidt forsigtige udtryk.
Det er absolut et underholdende show – måske især for et segment af unge kvinder, der kan genkende sig selv i hendes materiale. Hendes jokes om feminisme, frieri og Disney-prinsesser går i hvert fald rent hjem hos det unge publikum, der har løst billet til showet på Hotel Cecil i København. Og hvis showet har et budskab, så er det nok, at man godt kan være uperfekt og tilfreds med det.
Selvom der er tale om en relativt lille og simpel opsætning, der foruden en plakat i kæmpestørrelse på bagscenen kun består af gule balloner rundt omkring på scenen. Disse balloner møder os allerede ved indgangen til spillestedet, hvilket bidrager positivt til helhedsoplevelsen. Det er en lille, men effektfuld detalje.
Natasha Brock er langtfra ny på standupscenen. Hun har allerede haft to soloshows, “Mis-tanker” og “Psyclus”, og med “Ha’ det godt i Natashaland” fortsætter hun stilsikkert i den samme retning. Og der er ingen tvivl om, at der bag de lidt generte fnis, som hun selv kommer med undervejs i showet, gemmer sig et roligt overskud, som vi mærker, når hun tilsyneladende ægte springer ud af manuskriptet for at gribe en tanke.
Denne anmelder har i disse år et særligt godt øje til dramatikeren Nanna Cecilie Bang, som med flere teaterforestillinger formår at tale til en ung generation af især kvinder, der i den grad kan føle sig spejlet på scenen. Det er samme er på sin vis tilfældet hos Natasha Brock, og derfor er dette show absolut et seværdigt stykke scenekunst for dét segment.
“Ha’ det godt i Natashaland” er på turné til den 27. januar 2023.