Skuespiller Jens Kepny Kristensen genopsætter sin afgangsforestilling, monologen “Væk”, som er skrevet og spillet af ham selv. Iscenesættelsen er af Hans Rønne, som i søndags modtog Danske Teaterforeningers Hæderspris.
★★★☆☆☆
En skramlen nærmer sig ude i trappeopgangen. Døren går op. Vi kan høre ham, men vi kan ikke se ham. “Hej,” siger han så. Det skramler videre. Han kommer helt ind i rummet, og vi kan se ham i mørket – med frakke på, krykker i begge hænder og med en tuba-kasse, som han skubber foran sig. Jens Kepny Kristensen er uddannet fra Skuespilleruddannelsen ved Den Danske Scenekunstskole Aarhus i 2015 – vi så ham i holdets præsentationsforestilling “Andel” på Aarhus Teater i 2014. Monologen “Væk” var hans afgangsforestilling, som havde premiere på Betty Nansen Teatret i København den 10. juni 2015.
Manuskriptet er skrevet af ham selv. Og det er ikke noget dårligt udgangspunkt for en monolog. Teksten er lurvet og legende. Der er en drenget kækhed, som er kombineret med et noget overmodent sprogbrug. På den måde bliver karakteren, som vi møder, en udefinerbar dreng eller ung mand. Ikke blot udefinerbar i alder, men også i støbning. Er han overhovedet et menneske?
Hovedpersonen i “Væk” er lammet i begge ben, og da han får sig stavret op på scenen til den ensomme stol i scenelampernes skær, får han omsider frakken af. Kostumet ligner noget, der er trukket lige ud af iscenesætteren Hans Rønnes og hans hustru, scenografen Gitte Baastrups hjerner. Højtaljede bukser, der stumper over anklerne, seler og en t-shirt – altsammen i jordfarver. Og med Jens Kepny Kristensens uskyldige og tænksomme ansigtsudtryk, så er den første association, man får, Pinocchio; trædukken, der bare gerne vil være en rigtig dreng.
Og omend teksten er snørklet og kryptisk – og ustandseligt dansende på grænsen imellem det kunstfærdige og det banale i sin overdrevne ‘teksthed’ – så er der alligevel noget genklang i den association. I brudstykker fortæller han om oplevelser i sin barndom. Erindringer, som han nærmest ikke erindrer – måske endda fortrænger. Et selvmordsforsøg, som nærmest bliver tragikomisk. En badende mand på en strand, som vi ikke kender, men som har en særlig betydning for drengen. Om det er hans lamme lemmer, eller om det er hans seksualitet eller tanken om at blive voksen, der skræmmer ham, ved vi ikke. Men vores hovedperson føler sig forkert i verden, og det er derfor, vi ser ham som Pinocchio. Kepny spiller drengen, der bare gerne ville være ‘rigtig’, men som nu engang blot er af en anden støbning, end han kunne have ønsket sig.
Hans Rønnes særlige stilart er kraftigt til stede i forestillingens iscenesættelse. Især i de fysiske udfoldelser på scenen kan Rønnes legende og udtryksfulde tone fornemmes. Jens Kepny Kristensens skuespil smelter fint sammen med Rønnes udtryk – så meget, at det til tider kunne ligne Hans Rønne selv på scenen. Dog er Jens Kepny Kristensen en mere skolet version af en skuespiller, og Kepnys spil er stadig så kontrolleret, at det synes en anelse for nylakeret til forestillingens ellers støvede stil. Man kunne få lyst til at gå op og ruske teaterskolen ud af ham. Men på den anden side taler han så kønt, at det ville være synd at afbryde ordstrømmen.
Og forestillingen “Væk” fungerer – men mest på det konceptuelle plan. Det er morsomt og dristigt skrevet, og når drengen springer ud til sidst – altså ud i havet – så giver Pinocchio-analogien lidt mere mening. Ikke mening nok til, at man er helt sikker på, at man har forstået en tøddel af forestillingen, men omvendt nok til, at man kan diskutere med sig selv på vej hjem fra teatret om, hvorfor pokker de øvrige personer i forestillingen ellers skulle have tegneserienavne som Hr. Nilsson, Alfons og Tommelise.
Der kunne have været arbejdet mere med det dramaturgiske forløb igennem forestillingen. Mange kendsgerninger skal man gætte sig til, og usædvanligt lidt bliver fortalt. Det betyder, at hvis man gætter forkert fra begyndelsen, kan man let gå glip af fortællingen. Og uanset om man gætter rigtigt eller ej, så er man stadig i tvivl, om man har misforstået det hele. En åben tekst giver ikke i sig selv plads til fortolkning og refleksion – det kan nemt blive til blot en ordstrøm og et spørgsmålstegn.
Af og med: Jens Kepny Kristensen | Iscenesættelse: Hans Rønne
Del med dit netværk
