ANMELDELSE: Aldriglandet, Teatret Møllen

Børnevenligt Brecht-teater på Teatret Møllen med “Aldriglandet” om Peter Pan og Wendy og en håndfuld hjemløse børn.

★★★★★☆

I en hule af europaller, avisbunker og gamle skibssejl, som kunne være i en gyde eller baggård, møder vi fem hjemløse historiefortællere. På blandt andet trækharmonika og violin strømmer signøjnertonerne ud i luften og fylder vores kroppe med drømme og eventyr. Og selvom historien om Wendy og Peter Pan er en romantisk fortælling om børns fantasi og forestillingsevne, så er det også en tragedie. For selv Wendy bliver voksen, og måske – hvem ved – glemmer hun en dag at være barn. Og de hjemløse børn i Aldriglandet er måske i virkeligheden de hjemløse voksne, som aldrig bliver børn igen.

Teatret Møllens fortolkning af J.M. Barries teaterstykke “Peter Pan” fra 1904 er særdeles vellykket. Den episke fortælle-genre passer som fod i hose til Peter Pans fantasiunivers, Aldriglandet, hvor aldrigbørn spiser aldrigmad, og hvor aldrigfugle ikke er til at stole på. Det taler til børnenes fantasi i særdeleshed, men også til voksne, der glemmer at fantasere og drømme. “Tænk på det allerbedste, du ved,” siger Peter Pan. Og det gør vi så. Ikke kun Wendy, men os allesammen. Og øvelse gør mester – for vi kommer ikke op at flyve som med et trylleslag. Barnlig fantasi er ikke noget, man kommer nemt om ved.

De fem skuespillere springer ind og ud af rollerne, hvilket får os til at gribe fat om historien. I det ene øjeblik fortæller de Wendy en historie, og i det næste øjeblik taler de med os. De leger sørøvere og pirater, og papegøjen på skulderen er en stok med en fjer. Glasset med gift er der ikke noget i, og sørøverflaget såvel som Kaptajn Klos sværd er paraplyer – og kloen er såmænd en kultivator fra redskabsskuret. Og vi køber fuldstændigt præmissen i Ole Sørensens iscenesættelse. Vi skal end ikke forsøge at forstå, at vi leger Peter Pan – vi gør det bare.

I Brian Wind-Hansens version er Wendy hovedrollen, og Peter Pan bliver den fantastiske førsteelsker. Det er Wendy, vi følger både til og fra Aldriglandet. Sine brødre efterlader hun i børneværelset, mens hun flyver ud ad vinduet sammen med Peter Pan. Og det viser sig hurtigt, at hun ikke er med på den samme fantasirejse, som Peter Pan vil have hende med på. Hun er eventyrlysten og måske en lille smule forelsket. Og lige nu er alting i teenagerhovedet for rodet til at forstå de voksne – og hvorfor så blive hjemme? Og som Peter Pan siger, så savner de en mor i Aldriglandet, og det kan Wendy være for dem.

Det er altså langt fra en rosenrød fortælling om børns guddommelige fantasi, men nærmere en diskussion om, hvad der er vigtigt i livet. En diskussion, som er i øjenhøjde med børnene. I nogle øjeblikke bliver formidlingen måske en anelse for tyk, men det er, som om forestillingen i det hele taget giver plads til ‘hellere for meget end for lidt'-konceptet. Der er nemlig også fuld skrald på skuespillernes grimasser, og musikken og sangene kunne næppe blive mere entydige i stil og budskab. Nogle gange er det lige til kvalmegrænsen for en teatervant teatergænger, men for de små og de grønne er det helt sikkert inddragende og nærværende teater.

Scenografien af Pernille Just er gennemgående fabelagtig. Så simpel og alligevel så alsidig. Så stemningsskabende og alligevel så fri til fortolkning. Så støvet og alligevel så klar i spyttet. Det er en ægte Møllen-scenografi til en ægte Møllen-forestilling i ‘Brechtske' toner og med epik og ‘verfremdung' helt op til ørerne.

“Aldriglandet” spiller på Teatret Møllen i Haderslev til den 14. december, samt desuden på Rialto Teatret i København og Mungo Park Kolding i december. Forestillingen genopsættes i 2017.

Efter historier af: J.M. Barrie | Dramatiker: Brian Wind-Hansen | Iscenesættelse: Ole Sørensen | Komponist: Pete Livingstone | Medvirkende: Sara Line Møller Olsen, Thomas Clausen Rønne, Klaus Andersen, Connie Tronbjerg og Pete Livingstone | Scenografi: Pernille Just

Del med dit netværk