En uskarp Blixen-ballet
Gregory Dean har skabt en ballet om Karen Blixens livshistorie, men den ikke går i dybden på psykologien hos den markante forfatter.
★★★★☆☆
Karen Blixens liv som ballet. Det er, hvad koreograf og balletdanser Gregory Dean har sat sig for med forestillingen ”Blixen” på Det Kongelige Teater.
Vi begynder i barndomshjemmet Rungstedlund, hvor søstrene Dinesen leger. Herfra udvikler historien sig med faderens selvmord, ulykkeligt ægteskab med Bror Blixen og forholdet til Denys Finch Hatton.
Og det er et ambitiøst projekt. For selv om balletten varer næsten tre timer, er vi desværre nødt til at leve med nogle gevaldige hop i tiden. Det bliver en introduktion til Blixens livshistorie, hvor vi kun dykker ned i nogle af de vigtigste øjeblikke.
Af samme grund forstår vi altså ikke meget af den psykologi, der ligger til grund for Blixens udvikling både som kvinde og som forfatter. Og det er vel netop, hvad balletten som kunstform har potentiale til at gøre ved sådan en fortælling.
Smuk scenografi
Heldigvis er der masser af gode ting at fokusere på. Jon Morrells scenografi er bedårende smuk. Store billeder på bagvæggen af både stjernehimmel og afrikanske stepper danner en malerisk baggrund for dansen.
Ligeledes er selve kulisserne gennemførte og udtryksfulde – vi kommer nemt til både den afrikanske farm, til havs og til Rungstedlund.
Og da vi også kommer på hospitalet med den nu syfilisramte Blixen, bliver det overraskende nok også et ganske æstetisk billede, selv om hospitalsbrikse, kørestole og stofskillevægge på hjul sjældent gør noget godt for en scene.
Kostumedesignet af samme Jon Morrell er ligeledes særdeles betagende. Ikke mindst er Blixens sorte klædedragt så perfekt genskabt, at det er svært at overbevise sig selv om, at det altså ikke er den rigtige Karen Blixen, der står på scenen.
Tættere på storytelleren
Koreografien af Gregory Dean er glimrende, men den savner indimellem skarphed og timing. Musikken af Claude Debussy, der er orkestreret til lejligheden af Martin Yates, er fremragende – men til forestillingens genre og Gregory Deans koreografier er de ikke et perfekt match. Nogle gange virker det, som om orkestergraven er i gang med én forestilling, mens man på scenen fremfører en anden.
Men langt det meste af tiden kan vi dog nemt lade os betage af endnu en række solide dansepræstationer fra Den Kongelige Ballets solodansere og et knivskarpt akkompagnement af Det Kongelige Kapel under ledelse af Tim Murray.
Og ikke mindst går vi fra Det Kongelige Teater med en smuk visuel oplevelse på nethinden, som nok mest af alt var dét, der bragte os tættere på den danske stjerneforfatter Karen Blixen denne aften.
Koreografi: Gregory Dean | Komponist: Claude Debussy | Iscenesættelse: Gregory Dean, Taina Morales, Claire Still og Jean-Lucien Massot | Medvirkende: Gudrun Bojesen, Kizzy Matiakis, Ida Praetorius, Mads Blangstrup, Nicolai Hansen, Benjamin Buza, Caroline Baldwin, Astrid Elbo, Jonathan Chmelensky, Jón Axel Fransson, Holly Dorger, Lena-Maria Gruber, Marcin Kupiñski, Meirambek Nazargozhayev, Ryan Tomash, Gregory Dean, Alexander Bozinoff, Stephanie Chen Gundorph, Wilma Giglio, Vitor De Menezes, Guilherme De Menezes, Maria Bernholdt og Esther Lee Wilkinson | Musikalsk arrangement: Martin Yates | Musik: Alison Smith og Det Kongelige Kapel under ledelse af Tim Murray | Scenografi og kostumedesign: Jon Morrell | Videodesign: Adam Ryde Ankarfeldt | Lysdesign: Jesper Kongshaug | Produceret af: Det Kongelige Teater
Del med dit netværk
