Moderne dans, ballet og skuespil mødes

Fusionen af dans og skuespil er fremragende, men vi får ikke det bedste af to verdener i ”Bonnie & Clyde” – vi får for lidt af begge dele.

★★★★☆☆

Det er faktisk ikke til at se, at ”Bonnie & Clyde” skiller sig genremæssigt ud fra teatrets tradition. For fusionen af ballet, moderne dans og skuespil klæder det gamle teater på Frederiksberg – ikke mindst i kraft af Ida Grarups stringente scenografi og Súni Joensens overvældende lysdesign.

Historien er enkel: De fleste af os kender til det amerikanske forbryderpar Bonnie Parker og Clyde Barrow, der i løbet nogle få år blev berygtet for deres røverier og drab på både civile og politibetjente. I ”Bonnie & Clyde” følger vi dem, fra de møder hinanden under Den Store Depression i USA omkring år 1930, til de bliver indhentet af politiet og falder for lovens kugler i 1934.

I ' fortolkning ser vi Bonnie og Clyde som bagmændene i Barrow-banden, der først på kluntet vis mislykkes med de simpleste smårøverier og senere bliver professionelle og barbariske kriminelle. Det meste af tiden er de på flugt fra en politistyrke, der skildres som en flok dumme muskelbundter med en selvhøjtidelig kriminalkommissær i spidsen.

Selvfølgelig spiller Bonnie og Clydes kærlighedshistorie også en rolle. Og som anslag – og baggrund for deres kriminelle løbebane – er Den Store Depression illustreret enkelt og klokkeklart med lyden af en mønt, der falder til jorden, hvorefter alle desperat kaster sig ned på knæ for at lede efter mønten. Men når vi forlader teatret, er det de mange miles i bilen med banden på amerikanske motorveje, vi husker. Det er først og fremmest en kriminalhistorie, hvor vi på forhånd kender både gerningsmændene og slutningen.

Så selvom historien er velfortalt, er det ikke den såkaldt 'gode historie' i Betty Nansen Teatrets ”Bonnie & Clyde”, der betager os. Det er simpelthen formen.

Billedrigdommen i ' iscenesættelse og koreografier er fortræffelig, og stilen er selvironisk og særdeles underholdende. Kombinationen af moderne dans og ballet – både i symbiose og i kontrast – er fremragende. Og den musikalske ledsagelse af både klassiske og moderne værker fletter sig umærkeligt sammen i et forførende lydunivers.

Får vi så, som vi kan forvente, det bedste af to verdener, når vælger at fusionere skuespil og dans? Nej, vi får desværre for lidt af begge dele. Vi er slet ikke færdige med Astrid Elbos balletben og Stephanie Nguyens streetdance-politikommissær. Og der er som sagt langt mere at komme efter, hvad angår fortællingen om Bonnie og Clyde.

Det er ikke første gang, vi ser fusioner på teatret. Denne kombination er heller ikke ny. Men den har uden tvivl et potentiale, som vi foreløbig kun har set toppen af.


Koreografi og iscenesættelse:  | Medvirkende: , , , , Suad Demirovic, og | Scenografi: | Lysdesign: | Produceret af:

Del dette indlæg