ANMELDELSE: Dragsholmrevyen 2021

Dragsholmsrevyens sidste sæson savner noget sødt til det sure

lukker og slukker i en lidt for bitter tone, men den er en demokratisk vigtig revy, som vi kommer til at mangle i Danmark.

★★★★☆☆

stopper, mens legen er god. Sådan lyder også undertitlen på årets forestilling, der bliver revyens sidste efter 14 sæsoner. Og legen har da også været god, når man ser på den samling af revypriser og -nomineringer, der er tilfaldet revyen igennem årene. 

Igen i år er det skuespiller , der står for iscenesættelsen og en lang række tekster, og og er atter revyens makkerpar på scenen, mens sidder med sin guitar og akkompagnerer dem. Alt er med andre ord, som det plejer at være. Det gælder også en del af de gode idéer fra forrige sæson, der nu har fået endnu en tur i manegen.

Eksempelvis modtog i 2019 prisen Årets Revyforfatter blandt andet for tre ”Diktat”-sketches, og i år er der tre nye diktater med. Drinkblandersketchen ”Drikke med Rikke” er også en munter og plørefuld genganger, ligesom pandaerne fra Københavns Zoo kigger forbi igen.

Noget andet, der går igen, er revyens evne til at kombinere det sjove med det alvorlige. skærer alt det overflødige show-halløj fra, og med klassiske greb fremfører de to medvirkende sketches, som skiftevis underholder og smerter.

Det kommer særligt til udtryk, da en dybt bevægende scene om demens, som får flere i salen til at fælde tårer, efterfølges af en panda, da danser striptease. Vi klukker og hulker på én gang – ikke mindst takket være og , der begge mestrer alle revyskuespillerens discipliner.

En bitter revy

Begge sketches er i øvrigt ærkeeksempler på Dragsholmrevyens særlige format, der ikke holder sig tilbage for at pege på verdens problemer: Imens vi stadig griner ad pandaernes fejlslagne parringsdans, tager pandahovedet af og gør os opmærksomme på Kinas forfølgelser mod minoritetsgruppen uighurerne i Xinjiang-regionen. Det bliver ikke leveret som en joke, men blot som noget at tænke over. Og det gør vi så.

Der er ikke mange problemer i Danmark eller verden, som vi ikke får præsenteret i . Indimellem bliver det hele en kende for bittert, hvor vi sidder og længes efter noget sødt til det sure. Og efterhånden får vi nok; der er simpelthen ikke plads til flere dårlige samvittigheder på vores skuldre.

Desuden halter forestillingen gevaldigt, hvad angår tempo og flow, ligesom mange af revyens ellers udmærket skrevne tekster har svært ved at finde en slutning. Der opstår adskillige gange en rungende tavshed i salen, hvor vi sidder og tripper for at komme videre i teksten.

Det bliver derfor en særdeles tung og træg revy, der sender os ud i verden i nedtrykt tilstand. Og uagtet hvor meget pris man sætter på en revy, der tør tage satiren alvorligt, så er en trist revy bare ikke en vellykket revy.

Ikke desto mindre lukker holdet bag ned med en forestilling, som de kan være stolte over. Fordi den vil noget med sin taletid. Danmark kommer til at mangle en revy, der tør se de sværeste emner i øjnene og bringe dem ind på scenen. En sådan revy er vigtig for vores demokrati. Faktisk.


Tekst og musik: , , , , , , , , Wendt & Tind & Engholm, , Søren Vandkær m.fl. | Iscenesættelse: | Medvirkende: og | Kapelmester: | Scenografi: og | Koreografi: | Lysdesign: | Lyddesign: | Produceret af:

Del dette indlæg