Husets Teaters “Fædra” er græsk tragedie, der er til at forstå
Christian Albrechtsen skaber et visuelt mesterværk på Husets Teater, hvor “Fædra” formidler græsk mytologi på relevant og tilgængelig vis.
★★★★★☆
I denne sæson præsenterer Husets Teater en trilogi under overskriften “Furier”, der omhandler tre kvindelige hovedroller fra den græske mytologi.
Den første forestilling er tragedien om den kretensiske prinsesse Faidra, der er gift med kong Theuseus, men forelsket i hans søn Hippolytos. Da Hippolytos afviser Faidras kærlighedserklæring, bliver hun bange for konsekvenserne hos Theseus, og hun kommer derfor sandheden i forkøbet ved at fortælle Theseus, at hans søn har forsøgt at voldtage hende. Det sender Hippolytos i døden, mens Faidra kæmper med at bære skylden for Hippolytos' død.
Der findes flere versioner af myten om Faidra. I denne version af den franske 1600-talsdramatiker Jean Racine kompliceres Faidras tragedie af kærlighedshistorien imellem Hippolytos og prinsessen Aricia, der er den sidste overlevende fra en rivaliserende slægt.
På dansk har forestillingen fået titlen “Fædra”, og den er blevet bearbejdet af instruktør Anja Behrens “i tæt samarbejde med Marina Bouras, Christian Albrechtsen og Pernille Kragh”, som der står i programmet. Og man kunne frygte, at det betød, at der var for mange kokke om gryderne, men tværtimod er historien skarpt tilsnittet og uhyre velfortalt. Sjældent er græsk mytologi blevet formidlet så levende og letforståeligt, som det er i denne opsætning.
Det skyldes teksten, men også især Marina Bouras' intense og menneskelige skildring af Faidra. De højstemte replikker bliver leveret, som om Theseus dronning lige så vel kunne være en gennemsnitlig forstadsfrue. Når hun kæmper med sig selv og sin samvittighed, så bliver det både morsomt og genkendeligt, men uden at det tager alvoren ud af tragedien og de voluminøse følelser.
Hippolytos og Theseus spilles af henholdvis Jeppe Ellegaard Marling og Henrik Birch, der er overraskende velcastede til de statueagtige, græske mande-manderoller. De kunne begge være hugget i marmor og stå på en piedestal. Men de får også formidlet deres karakterer, så vi mærker livet bag de hårde ydrer.
Fanny Louise Bernth imponerer i rollen som Aricia, der måske lige så meget som Faidra er forestillingens furie. Vi møder hende først, hvor hun er bundet på hænderne som krigsfange. Men selv i den ydmygende situation formår hun at fastholde sin overlegne status og være i kontrol. Og da hun senere konfronterer Theseus, som pludselig synes at være dobbelt så stor som hende, er hun stadig den stærkeste karakter. Samtidig er hendes blødere sider aldeles troværdige.
Rent visuelt har scenograf Christian Albrechtsen igen skabt et mesterværk. Denne gang ikke så meget med farverne, som ellers er det åbenlyse i hans scenografier, men mere med sine gennemsigtige klæder, der hænger i rækker på scenen, samt med projektioner og refleksioner af lys, der synes at skabe en labyrint af vægge og truende skygger. Det giver effekter, som sjældent ses på teatret, og det er ekstremt virkningsfuldt.
I mere end én forstand ligner “Fædra” ikke noget andet, vi plejer at se på Husets Teater. Men det farverige, friske og forståelige klæder teatret i Kødbyen, så hvis trilogiens næste to værker går i samme retning, så har vi noget at se frem til.
“Fædra” spiller i København til den 12. marts 2022.
Dramatiker: Jean Racine | Oversættelse: Pernille Kragh | Bearbejdelse: Anja Behrens i samarbejde med Marina Bouras, Christian Albrechtsen og Pernille Kragh | Iscenesættelse: Anja Behrens | Medvirkende: Marina Bouras, Jeppe Ellegaard Marling, Fanny Louise Bernth og Henrik Birch | Scenografi: Christian Albrechtsen | Lyddesign: Erik Christoffersen | Lysdesign: Christian Vest Berntsen | Produceret af: Husets Teater
Del med dit netværk
