Aalborg Teaters “Figaros bryllup” er en underholdende, men overmoderniseret klassiker
Det er ikke Mozarts opera, men Beaumarchais' oprindelige skuespil fra 1778, som Aalborg Teater alt for desparat forsøger at gøre aktuel.
★★★★☆☆
Selv på vej ud fra Aalborg Teater er der folk, der undrende spørger hinanden, hvorfor der ikke var nogen, der sang. Titlen ”Figaros bryllup” forbinder vi jo først og fremmest med operaen af Mozart, men denne komedie er det oprindelige skuespil, som Mozarts opera er baseret på.
Den franske dramatiker Pierre Beaumarchais var over 100 år senere end den store komedieforfatter Molière og omtrent 50 år senere end vores (og Norges) egen Ludvig Holberg. Men komediegenren er lige så klassisk, og intrigerne lige så forviklede.
Fejlslagne valg
I Aalborg Teaters version har komedien fået en markant opdatering. Det lægger vi ikke mindst mærke til i Aleksandr Orlovs scenografi, der med stilistiske hække og buske som eneste kulisser tager komedien ud af sit klassiske, perspektivmalede scenedesign og ind i en mere ikkefigurativ ramme.
Også lyduniverset river komedien ud af sin 1700-tals-samtid. Det opdager vi især, da Doktor Bartholo og frk. Marceline kommer ind til lyden af ”Who let the dogs out?”. Men også Figaros tilbagevendende kendingsmelodi, ”What a life”, understreger forestillingens insisteren på at være moderne.
Den øvrige iscenesættelse af teaterdirektør Hans Henriksen samt kostumedesignet af Irina Cherednikova er også moderniseret betragteligt. Men her går det klassiske i højere grad hånd i hånd med det moderne. Også oversættelsens mere aktuelle indspark om især kønsroller og troskab virker opdaterede, uden at de går på kompromis med forlægget.
Men iscenesætterens valg om de musikalske indslag er et overordentlig fejlslagent element i forestillingen. Det eneste, der kan overdøve musikken, er lyden af en instruktørs idé, der falder til jorden: ”Klonk!”
Den sødeste skurk
Ser vi bort fra, at der tilsyneladende ikke er enighed blandt de medvirkende om, efter hvilke konventioner forestillingen skal spilles, så er flere af de medvirkende individuelt set ganske godt spillende.
Særligt er Ena Spottag er skøn og ægte som kusine Fanchette, og den gymnastiske Sebastian Henry Aagaard-Williams, der vist ikke kan gå to skridt på en scene uden at slå flikflak, er energisk og levende. Desuden er der noget særligt imellem de to, som kunne være interessant at se udforsket mere i fremtidige forestillinger.
Men Ferdinand Falsen Hiis og Lars Topp Thomsen er begge overraskende, men glimrende valg til henholdsvis Figaro og greven. Falsen Hiis gør Figaros klogskab særdeles troværdig, og Topp Thomsen gør sin greve til den sødeste ”skurk”, man kan forestille sig. Vi får næsten ondt af ham, når Figaro og Suzanne igen og igen tager ham ved næsen.
Forfatter: Pierre Beaumarchais | Oversættelse: Jesper Kjær | Iscenesættelse: Hans Henriksen | Medvirkende: Ferdinand Falsen Hiis, Bolette Nørregaard Bang, Nanna Skaarup Voss, Lars Topp Thomsen, Steffen Berenthz Eriksen, Jacob Moth-Poulsen, Christian Gade Bjerrum, Sebastian Henry Aagaard-Williams, Ena Spottag, Kathrine Høj Andersen og Stanley Bakar | Scenografi: Aleksandr Orlov | Kostumer: Irina Cherednikova | Koreografi: Kasper Ravnhøj | Lysdesigner: Stanislav Svistunovich | Lyddesigner: Kristian Berg | Produceret af: Aalborg Teater
Del med dit netværk
