En opdateret ”Frøken Nitouche” i Nyborg

Flemming Jensens bearbejdelse af ”Frøken Nitouche” er blevet en aktuel, komisk og begavet musical med fremragende koreografi af .

★★★★★☆

Mange kender filmudgaven af ”Frøken Nitouche” (1963), hvor (med Katy Bødtger som sangstemme) spiller den unge klosterpige Charlotte, der forelsker sig i husarløjtnanten Parsberg (Ebbe Langberg), og hvor Dirch Passer spiller klosterorganisten Celestin, der i hemmelighed også er operettekomponisten Floridor.

Det semiprofessionelle , der i år kan fejre 80-års jubilæum, har bedt om at give historien om frøken Nitouche et tvist. Og det har han i allerhøjeste grad gjort.

Historien er blevet ”jensensk”. Eksempelvis bliver ritmesterens sang om, hvor mange kvinder han har nedlagt, i Jensens version ledsaget af en hær af kvinder, der bærer et banner med teksten ”#ogsåmig”. Sådan er forestillingen både gammeldags og aktuel, særdeles komisk og sprogligt begavet.

Hvad er kvark? En herlig lille sang om den livsalige kvark, som havde med i tv-programmet ”Jensen Tonajt” (1988), har sneget sig ind i forestillingen. »Kvark er ligesom skyr – det hedder bare kvark,« siger de til hinanden.

Levende og uforudsigelig

Lette gendigtninger af de oprindelige sange fra operetten samt lånesange fra andre lystspil og musicals gør forestillingen levende og uforudsigelig. Ligesom en løjerlig sidehistorie om Poul Reichhardt og Ghita Nørby giver underholdningsværdien et ekstra nøk.

Det hele er tilsat en fremragende koreografi af , som de mange medvirkende amatørskuespillere klarer sig overraskende godt igennem. Bliver man født med dansesko på i Nyborg? Der er et tempo og en præcision i trinnene, som mange professionelle skuespillere ikke kunne gøre dem kunsten efter.

Disse amatører imponerer også ved at være særdeles naturlige i deres roller. Da hele forestillingens genre og udtryksform er så overfladisk, som den er – og skal være, bemærker vi ikke i særlig grad, at de ikke er professionelle.

Vi mærker dog, at de er bedre til at efterligne de gamle skuespillere end til at skabe deres egne karakterer. Men efterligningerne er til gengæld ganske glimrende – særligt er lige så sød og rap en klosterpige, som ' version var i 1963. Samtidig ser vi måske landets mest smilende musicalensemble, og sådan nogle smil smitter.

Det er på mange måder en fryd at være på voldene i Nyborg. Men man skal kunne lide Flemming Jensens lidt særlige humor og sproglige tæft. Det er nemlig kernen i forestillingen – og indimellem bliver idéerne vigtigere end forestillingens forløb, hvilket gør helhedsoplevelsen en smule langtrukken. En meget tæt tættekam igennem manuskriptet havde gjort gavn.


Manuskript og iscenesættelse: | Efter operette af Hervé med libretto af Henri Meilhac og Albert Millaud | Medvirkende: , , , , , , m.fl. | Koreografi: | Kapelmester: Scenografi:  | Kostumer: | Lyddesign: | Lysdesign: | Produceret af:

Del dette indlæg