Vi savner at se hele følelsesregistret i Becketts “Happy Days”
Tekstligt kommer vi tæt på Samuel Becketts fremragende tekst i Why Not Theatre Companys “Happy Days”, men fremførelsen bliver for monoton.
★★★☆☆☆
Samuel Becketts ikoniske absurdismestykke “Happy Days” (1961) bliver i disse dage spillet af det engelsksprogede Why Not Theatre Company på Teatret ved Sorte Hest i København. “Happy Days” (eller “Glade dage” på dansk) er ét af grundstenene i den absurdistiske teatertradition, der behandler eksistentialismens meningsløshedsbegreb.
Vi møder hovedpersonen Winnie, der sidder begravet i en bunke skoldet jord. I første akt er hun dækket til taljen, og i anden akt er hun dækket til halsen. Om det er bunken, der vokser sig større omkring hende, eller om det er hende, der synker dybere og dybere ned, får vi ikke svar på. Men som det er symptomatisk for karaktererne i den absurde genre, så sidder hun fast i sin tilværelse. Og selv om hun kunne komme fri, så er hun ikke interesseret i det. Hun sidder trygt og godt i sin bunke.
Situationen skal ikke forstås realistisk, men vi skal se Winnie som et billede på menneskets plads i en verden, der ikke har noget formål. Derfor må hun selv skabe sit livsformål, og det gør hun ved at fylde tiden – som også er et ukonkret begreb i “Happy Days” – med små sysler og rutiner, mens hun forsøger at holde en samtale i gang med sin tavse mand, Willie.
Forestillingen kombinerer tragiske og komiske virkemidler og genretræk, idet den på den ene side har morsomme karakterer uden særlig udvikling, mens den på den anden side hele tiden minder os om døden, der rykker tættere og tættere på. Den samme dobbelthed ligger også i hovedpersonen Winnies replikker, der veksler imellem blandt andet nostalgi, bekymring, livslyst og optimisme.
Kræver en stor kop kaffe
I opsætningen af Why Not Theatre Company er det skuespiller Sue Hansen-Styles, der indtager den altoverskyggende hovedrolle som Winnie, der trods enkelte lyde og ord fra Willie (spillet af Nathan Meister) må betragtes som en monolog. Hun er iklædt en pæn skjorte og har en fin perlehalskæde på. Hun giver associationer til en sart forstadsfrue, hvilket fint understøtter hendes pertentlige ritualer.
Desværre står hendes søde, veltalende og afdæmpede karakter også i vejen for de mange følelsesmæssige skift, som teksten giver mulighed for. Hun holder fast i en temmelig monoton skildring af Winnie, og det gør den i forvejen stillestående monolog ret kedsommelig. Vi har simpelthen brug for noget variation for ikke at døse hen.
På samme vis savner vi også, at tragedien træder tydeligere frem i forestillingen, så den kommer til at spille op imod det åbenlyst komiske. Dén dobbelthed er det synd, at vi går glip af.
Til gengæld kommer Becketts ord flot til udtryk i Sue Hansen-Styles' fine diktion af det engelske originalsprog. Og netop det monotone og afdæmpede – ikke mindst i Peter Dupont Weiss' mørke og tomme scenografi og lige så minimalistiske iscenesættelse – gør, at vi fæstner os mere ved tekstens kvaliteter.
På den måde bliver Why Not Theatre Companys opsætning af “Happy Days” en oplevelse af at komme tæt på Becketts fremragende tekst og den meningsløse eksistentialisme. Men det kræver en stor kop kaffe før forestillingen at holde sig vågen til den, for opsætningen har en alvorlig mangel på spænding og variation.
“Happy Days” spiller til den 25. september 2021.
Tekst: Samuel Beckett | Iscenesættelse og scenografi: Peter Dupont Weiss | Medvirkende: Sue Hansen-Styles og Nathan Meister | Produceret af: Why Not Theatre Company
Del med dit netværk
