ANMELDELSE: Hvis dette er et menneske, Husets Teater

Menneskelig formidling af Auschwitz-beretning

er alene på scenen, når han musikalsk og menneskeligt formidler sin bearbejdelse af Primo Levis “Hvis dette er et menneske”.

★★★★★☆

Skuespilleren har været hjemme i kommoden og fundet en gammel succes frem fra skuffen.

Monologen “Hvis dette er et menneske” blev særdeles vel modtaget på Det Kgl. Teater i 2010, da Albinus uropførte sin egen bearbejdelse af den italienske forfatter og tidligere Auschwitz-fange Primo Levis bog.

Iscenesætteren findes ikke, og scenografien er så godt som fraværende. Det er altså, foruden ordene af Primo Levi, et fuldstændigt Albinus-orienteret soloprojekt.

Nu er han i mellemtiden blevet leder af i København, og hvad er så mere nærliggende end at genopsætte sin egen forestilling med sig selv i hovedrollen på sit eget teater? Det er næsten for oplagt.

Musikalsk monolog

Ikke desto mindre er det en kvalitetsmonolog af sjælden karakter. Intet andet end ordene har betydning, når lægger krop og stemme til uddragene af Levis beretning fra den systematiske umenneskeliggørelse i kz-lejren.

Albinus har kun en europalle og en klapstol til rådighed, han bevæger sig minimalt på scenen, og han er afdæmpet i sin fysiske spillestil. Kostumet er et neutralt jakkesæt. Hans udtryk ligger således primært i stemmeføringen.

Foruden nogle få ophold med musikstykker af Sjostakovitj er det ' ordstrøm og sproglige musikalitet, der løsner teksten fra bogryggen og lader den ind i rampelyset. Han varierer sin tale i både tempo og styrke, fra largo til allegro, som var det en klaverkoncert af netop Sjostakovitj.

Derfor er det afgørende, at Nina Gross' oversættelse er så velformuleret og mundret, som den er. Og den visuelle minimalisme gør ordene krystalklare, som de svæver der for sig selv i scenerummet.

Ophugningen og beskæringen af Primo Levis tekst er velfungerende i øjeblikket, men giver dog efter forestillingen oplevelsen af en lidt for hullet dramaturgi.

En tåre på kinden

forestiller ikke at skulle spille Primo Levi. Han forestiller en skuespiller, der har til opgave at recitere og formidle uddrag af Levis ”Hvis dette er et menneske”.

Hele vejen igennem forestillingen løber der stille tårer ned ad Albinus' kinder. Og tårerne løber uafhængigt af tekstens forløb, og de virker så ægte, som var de Jens' private tårer.

Og vi forstår dem godt. Hvordan formidler man noget så umenneskeligt uden at lade sig påvirke? På den anden side skulle skuespillere jo gerne have netop den evne. Det er ikke særligt skuespilleragtigt, men særdeles menneskeligt.

Derfor bliver de blanke øjne over for den nøgterne beretning et spændingsfelt, som bidrager til vores forståelse af teksten – som menneske.


Af: Primo Levi | Koncept og bearbejdelse: | Musik: Dmitrij Sjostakovitj | Medvirkende: | Scenografisk konsulent: | Originalt lydkoncept: | Lys og afvikling: og | Lydteknik:

Del dette indlæg