ANMELDELSE: Jeg går i sort, Svalegangen
Når Jesper Lohmann går i sort sammen med Charlotte Munck på Svalegangen, så giver han publikum noget helt andet, end hvad de forventer. Forventningsafstemning anbefales.
Hvorfor optræder økonomer som tv-værter i programmer som Luksusfælden? Hvorfor er Morten Spiegelhauer vært i programmet Operation X, når han tydeligvis hellere ville have været detektiv? På samme måde kan man spørge, hvorfor skuespillerne Charlotte Munck og Jesper Lohmann optræder som sangere i Johnny Cash-koncerten “Jeg går i sort”, som er på turné i øjeblikket.
Hverken Jesper Lohmanns eller Charlotte Munck stemmer er stærke nok til at give den som koncertsangere. Nuvel, i visse registre kan man høre dem tydeligt – nogle gange i så høj grad, at man frygter for både trommehinder og højtalere. Andre gange drukner teksten ærgerligt i musikken. Når skuespillere fortolker filmmusik, er det en anden sag, som da Charlotte Munck for eksempel sang “Musens sang” på albummet “Danske filmhits” fra 2006, men så er der også mere ræson i det, da disse sange i første omgang er komponeret til netop skuespillere.
Foto: Pressebillede
Dermed ikke sagt, at skuespillere bør holde sig fra koncerterne. En fortolkning af Johnny Cash er egentlig en ganske god og længe ventet idé, og Jesper Lohmann fanger Cash’ sjæl meget godt i koncerten. Det samme gør lyduniverset, der er dystert og støvet. Men den fortolkning er også meget unuanceret, for Johnny Cash var meget mere, end dyster og støvet. Han var også poetisk og filosofisk – og han var måske i bund og grund også lykkelig på trods af en masse modstand. Facetter, som man slet ikke mærker i denne koncert, hvor især første halvdel gør os mere deprimerede, end filosofiske.
Jesper Lohmann og Charlotte Munck har her en enestående mulighed for at bruge deres faglighed til at portrættere stemninger af håb, længsel, anger og mismod. De kunne få publikum med endnu længere ind i teksterne, men i stedet stod de fanget og hæmmet af deres mikrofonstativer og kabler. Små øjeblikke af magi opstår, hvor de alligevel forsøger at agere med på sangenes indhold, og hele salen er på kanten af sæderne i slutningen af en sang, hvor vi tænker: “Gad vide, om de får hinanden til sidst.” Hvorfor ikke bruge det noget mere? For her kan skuespillerne virkelig noget, som sangerne ikke kan.
Where’s Johnny?
I pausen taler publikum om, hvilken af sangene, der var “Walk the line”, for som de siger: “Musikken må være lavet om, og jeg er ikke så god til at oversætte fra engelsk.” Svaret er, at publikum ikke kender sangene. Desuden er en stor del af sangene på Johnny Cash’ albums covernumre af andre kunstneres musik, og det er mange af disse numre, der spilles i “Jeg går i sort”. Første halvdel af koncerten sluttede med en sang om at blive svitset i den elektriske stol, og samtidig svitser lyset vores ansigter – i øvrigt et friskt lille pust af dramaturgi til at gå til pause på. Den sang, “The Mercy Seat”, var første halvdels kunstneriske højdepunkt, og det er samtidig en sang af Nick Cave.
Vi når halvvejs ind i anden halvdel af koncerten, før publikum for alvor genkender et nummer. En lidt kluntet oversættelse af “Ring of Fire” får hele publikum til at klappe med, hvilket de stakkels skuespillere ellers kæmpede med at få os til i første halvdel. Vi når omkring nogle stykker af de mest kendte Johnny Cahs-hits, men ellers er koncerten ikke et nostalgisk genhør med Cash’ musik, men man skal jo heller ikke altid give publikum det, de forventer. Når koncertens titel er “Jeg går i sort”, kunne man alligevel nok forvente, at vi som minimum kom forbi den sang, som titlen henviser til, nemlig den markante og for Johnny Cash så beskrivende sang “Man in black”. Men den kom heller ikke.
Vi kan måske konstatere, at “Jeg går i sort” er et forsøg på at male et portræt af en af verdens største musikere, hvor der dog kun har været plads til meget få farver på palletten. Det er ikke et nostalgisk tilbageblik på hans musikalske karriere, men et øjebliksbillede af, hvordan Jesper Lohmann opfatter ham. Det kan jo også noget.
Musik: Johnny Cash m.fl. | Medvirkende: Jesper Lohmann og Charlotte Munck | Musikere: Stephan Grabowski, Mathias Nordholt og Tin Soheili
Meget rammende anmeldelse, dog nåede jeg kun to stjerner bedømt på aftenens forestilling på teamteatret i Herning, maj 14.
Det var og er mig en gåde, hvem der har sammensat og instrueret forestillingen, der er unødig rodet , uengageret og sortere end sort. Og havde der så bare været nogle musikalske stjerneglimt i mørket, så havde opsætningen måske båret i gennem?!
Jeg kiggede for ofte på uret..
Hej P.,
Tak for din kommentar. En stor del af min kritik gælder de valg, der er blevet truffet i forbindelse med idéudviklingen af koncerten, men ser man på det endelige produkt alene, synes jeg helt klart den når et middelniveau, hvorfor jeg synes, at 2 stjerner er i underkanten.
I øvrigt er det hele sammensat af Jesper Lohmann selv, så vidt jeg kan se af presseomtaler mv.
Vh. Morten
Jeg har lige set den i aften på Team teateret. Vi sad da også i første omgang og tænkte, hmm. Hvor mange sange kender vi med Johnny Cash. Vi havde en dejlig stemningsfyldt aften, hvor publikum var med ;)
Hej Susanne,
Tak for din for din kommentar. Jeg forestiller mig, at mange vil kunne nyde koncerten på trods af det potentiale, som jeg mener, der ikke blev udnyttet.
Vh. Morten
Lige kommet hjem efter forestillingen i Tåstrup Teater og set , Jeg går i sort. Og magen til lort skal man lede længe efter, vi gik i pausen og mange fulgte efter…pinligt.
Man kommer med en forventning om en “fest” og det ender med man går derfra dybt deprimeret, ikke en rar søndag aften. En ting som var rigtig frygtelig var gitaristen, uanset hvilken guitar han spille på lød det fuldstændig ens “tag taggi tag” ingen variation overhoved. Og Charlotte Munck skal holde sig til skuespil, det er hun dygtig. Jeg holder af disse mennesker og derfor skuffet over denne forestilling. Om igen, venner.