ANMELDELSE: Jeg går i sort, Svalegangen

Når går i sort sammen med på Svalegangen, så giver han publikum noget helt andet, end hvad de forventer. Forventningsafstemning anbefales.

★★★☆☆☆

Hvorfor optræder økonomer som tv-værter i programmer som Luksusfælden? Hvorfor er Morten Spiegelhauer vært i programmet Operation X, når han tydeligvis hellere ville have været detektiv? På samme måde kan man spørge, hvorfor skuespillerne og optræder som sangere i Johnny Cash-koncerten “Jeg går i sort”, som er på turné i øjeblikket.

Hverken Jesper Lohmanns eller stemmer er stærke nok til at give den som koncertsangere. Nuvel, i visse registre kan man høre dem tydeligt – nogle gange i så høj grad, at man frygter for både trommehinder og højtalere. Andre gange drukner teksten ærgerligt i musikken. Når skuespillere fortolker filmmusik, er det en anden sag, som da for eksempel sang “Musens sang” på albummet “Danske filmhits” fra 2006, men så er der også mere ræson i det, da disse sange i første omgang er komponeret til netop skuespillere.

Jesper Lohmann Foto: Pressebillede

Foto: Pressebillede

Dermed ikke sagt, at skuespillere bør holde sig fra koncerterne. En fortolkning af Johnny Cash er egentlig en ganske god og længe ventet idé, og fanger Cash' sjæl meget godt i koncerten. Det samme gør lyduniverset, der er dystert og støvet. Men den fortolkning er også meget unuanceret, for Johnny Cash var meget mere, end dyster og støvet. Han var også poetisk og filosofisk – og han var måske i bund og grund også lykkelig på trods af en masse modstand. Facetter, som man slet ikke mærker i denne koncert, hvor især første halvdel gør os mere deprimerede, end filosofiske.

og har her en enestående mulighed for at bruge deres faglighed til at portrættere stemninger af håb, længsel, anger og mismod. De kunne få publikum med endnu længere ind i teksterne, men i stedet stod de fanget og hæmmet af deres mikrofonstativer og kabler. Små øjeblikke af magi opstår, hvor de alligevel forsøger at agere med på sangenes indhold, og hele salen er på kanten af sæderne i slutningen af en sang, hvor vi tænker: “Gad vide, om de får hinanden til sidst.” Hvorfor ikke bruge det noget mere? For her kan skuespillerne virkelig noget, som sangerne ikke kan.

Where's Johnny?

I pausen taler publikum om, hvilken af sangene, der var “Walk the line”, for som de siger: “Musikken må være lavet om, og jeg er ikke så god til at oversætte fra engelsk.” Svaret er, at publikum ikke kender sangene. Desuden er en stor del af sangene på Johnny Cash' albums covernumre af andre kunstneres musik, og det er mange af disse numre, der spilles i “Jeg går i sort”. Første halvdel af koncerten sluttede med en sang om at blive svitset i den elektriske stol, og samtidig svitser lyset vores ansigter – i øvrigt et friskt lille pust af dramaturgi til at gå til pause på. Den sang, “The Mercy Seat”, var første halvdels kunstneriske højdepunkt, og det er samtidig en sang af Nick Cave.

Vi når halvvejs ind i anden halvdel af koncerten, før publikum for alvor genkender et nummer. En lidt kluntet oversættelse af “Ring of Fire” får hele publikum til at klappe med, hvilket de stakkels skuespillere ellers kæmpede med at få os til i første halvdel. Vi når omkring nogle stykker af de mest kendte Johnny Cahs-hits, men ellers er koncerten ikke et nostalgisk genhør med Cash' musik, men man skal jo heller ikke altid give publikum det, de forventer. Når koncertens titel er “Jeg går i sort”, kunne man alligevel nok forvente, at vi som minimum kom forbi den sang, som titlen henviser til, nemlig den markante og for Johnny Cash så beskrivende sang “Man in black”. Men den kom heller ikke.

Vi kan måske konstatere, at “Jeg går i sort” er et forsøg på at male et portræt af en af verdens største musikere, hvor der dog kun har været plads til meget få farver på palletten. Det er ikke et nostalgisk tilbageblik på hans musikalske karriere, men et øjebliksbillede af, hvordan opfatter ham. Det kan jo også noget.


Musik: Johnny Cash m.fl. | Medvirkende: og | Musikere: , og

Del dette indlæg